Ugens old schoolede Monsterdrøn

Populær
Ugens old schoolede Monsterdrøn
Iron Maiden rendyrker dyderne på “A Matter of Life And Death” og tilføjer en mere progressiv kant, mener en tilfreds Lars Schmidt. Seks år efter det fantastiske comeback med "Brave New World" ser det ud til, at Iron Maiden på "A Matter of Life and Death" for alvor har fundet hinanden. 2003's "Dance of Death" havde bestemt sine højdepunkter og fantastiske øjeblikke, men havde også sit lidt unødvendige fyld.

Iron Maiden anno 2006 viser et orkester, der holder et konstant, højt niveau uden de store udsving. Der er ingen numre, der er i absolut top-top Maiden-klasse og ingen, der bevæger sig ned på "X-Factor" niveau (Blaze Bayley-perioden).

Lange numre

Der er en lille håndfuld klassiske Iron Maiden-numre. Du ved, dem dér i halvhøjt tempo med melodisk omkvæd. Dem, der bærer en god portion energi med sig. Dem, vi har hørt så mange gange før. De skal jo være der, og gør slet ingen skade. Så er der også en god portion rigtig lange numre - mellem seks og ti minutter lange. Og det er dem, der i undertegnedes øren gør den helt store, positive forskel. Disse numre - eksempelvis "The Reincarnation of Benjamin Breeg", "Lord of Light", "For the Greater Good of God" og "The Legacy" - bringer den progressive side af Maiden helt frem i lyset. En side som altid har været der, men som på "Dance of Death" og især "A Matter of Life and Death" bliver mere og mere fremtrædende.

De lange numre giver lytteren en fantastisk mulighed for fordybelse og langvarig nydelse. Der sker rigtig meget i numrene, hvor rytmesektionen McBrain og Harris styrer de mange
temposkft med hård hånd, og hvor de tre guitarister får rigtig meget lov til at boltre sig.

Også melodiske

En stor del af numrene på "A Matter of Life and Death" starter stille, meget stille. Igen en rendyrkelse af en Maiden-dyd. Denne gang virker det også rigtig godt med numre, som
får tid og plads til at blive bygget op på en naturlig måde. En sidegevinst er det, at de mange stille introer åbenbarer, at Iron Maiden ud over at være et energifyldt metalband og et legende progressivt metalband også er et melodisk metalband.

Altså: "A Matter of Life and Death" er et album, hvor de typiske Maiden-dyder fastholdes - og rendyrkes.

Men "A Matter of Life and Death" er også et album, hvor The New Wave of British Heavy Metals bannerførere går nye veje. Ikke så mange, godt nok, men de er hørbare alligevel. Tag eksempelvis tredje nummer, "Brighter Than a Thousand Suns", som bæres oppe
af et møgbeskidt og monstertungt nedstemt guitarriff, der ikke rigtigt er hørt før i Maiden-sammenhæng. Maidens riffs er som regel ikke så dystre og tunge.

Bruce vs. Paul

Og tag så lige at nærlytte albummets måske bedste nummer, "Out of The Shadows", som starter lidt hårdt, men faktisk er en ballade. En meget melodisk en af slagsen. Men ikke så meget ballade, at det på nogen måde bliver sødsuppe. Et nummer, der er helt i klasse med "Children of the Damned" og "Revelations".

Den helt store finte ved "Out of the Shadows" er, at Bruce Dickinson (som i øvrigt varierer sit vokale udtryk rigtig fint på "A Matter of Life and Death") i verset gør sig stærkt umage for at synge som Maidens originale sanger Paul Di'Anno. Og det er altså slet ikke nogen skam. Undertegnede er stadig meget, meget begejstret for Di'Anno i Maiden, for ”Polledrengen” skrålede ikke så meget, som Bruce har tendens til.

"A Matter of Life and Death" holder et konstant, højt niveau. Desværre uden de helt store, giga-højdepunkter, men med et rigtig godt niveau, trods alt. Jeg glæder mig rigtig
meget til at fordybe mig helt i albummet, for det virker til at være et album, der er rigtig langtidsholdbart.

Sikke da en skøn, metallisk sensommer. Først kom Mercenary. Og nu Maiden. Og hvor er jeg da bare glad for, at min hårløse århusianske ven gav mig en Maiden-koncertbillet i fødselsdagsgave.

Kunstner
Titel
A Matter of Life And Death
Label
Distributør
Forfatter
Karakter
4