Æggende æra

Æggende æra
"Era Vulgaris" viser et Queens of the Stone Age i topform. Det kom som lidt af chok, da old school-punkeren og bassisten Nick Oliveri blev smidt ud af Queens of the Stone Age, af bandkollega og ven Josh Homme, just inden bandet var ved at forberede sig til album nummer fire, ”Lullabies to Paralyze”.

Netop det album blev i særdeleshed en dyster, og bestemt ikke punket sag, absolut ulig det vulkanske tredje album, ”Songs for the Deaf”, hvorpå Dave Grohl leverede sin mest voldsomme og langt mest overbevisende præstation som tøndebasker. Der talte vi mesterværk, ja, et af dette årtusindes stærkeste udspil, velsagtens.

”Lullabies to Paralyze” var ikke et sådant. Her bevægede Josh Homme & Co. (nu med trommeslageren Joey Castillo, ex-Danzig) ud i skoven... alt for langt ud i skoven; det var for meget af det gode. Derfor var det med spændthed, at undertegnede baskede dette opus fem – kaldet ”Era Vulgaris” - i skiverotatoren.

Og hvor er det da en lettelse, at kunne konstatere, at Homme stadigvæk er på eventyr, men han er ikke blevet væk i skoven. Langt fra. Åbneren ”Turning on the Screw” slæber sig af sted med skæve akkorder og en skruetrækkerhymne af et b-stykke.

Værre bliver det bestemt ikke med førstesinglen, ”Sick, Sick, Sick”, der lyder som Killing Joke på amfetamin. Nogen vil måske råbe ”kætter” ad Josh Homme, når de bliver oplyst om, at The Strokes-sanger, Julian Casablancas står i baggrunden og larmer med en guitarsynthesizer. Men tro mig, det er slet ikke så slemt, som det lyder.

Videre til ”I’m Designer”, der er en bizar voldtægt af (parodi på?) Velvet Revolvers ”Superhuman”, og så bliver man i øvrigt samtidigt lyttevidne til den rødhårede frontmands eminente sans for melodi, når omkvædet først brager igennem. Storartet.

Tom Waits Jr. - eller Mark Lanegan, som han nogen kalder ham - medvirker kun på ”River in the Road”, men til gengæld rammer Homme selv Lanegans stemme overdrevent præcist i ”Into the Hollow”.

Tempoet bliver sat ned, og det med et nummer, Josh tidligere har indspillet under sine ”Desert Sessions”, nemlig den æggende ballade ”Make It Wit Chu”, der burde kunne gøre enhver lytter helt kåd. ”3’s & 7’s” er en innovativ opdatering af Nirvana, og albumlukker ”Run Pig Run” understreger, at Homme stadig kan lyde som en ond sadist med nosser af stål.

Denne gang er det ikke musikerne, som omgiver den mægtige frontmands anonymitet, der trækker ned: Især Troy van Leeuwen (guitar og diverse lydeffekter) og førnævnte Joey Castillo manifesterer deres nu vigtige roller i bandet.

Jo, det er såmænd den unødvendige tomgang i ”Suture Up Your Future”, ”Battery Acid” og albummets længste nummer, hvis navn taler for sig selv ”Misfit Love”. I sidstnævnte skal vi over fire minutter ind i nummeret, før det melodiske klimaks indtræder.

Uanset hvad: Så er det her et tegn på, at Queens of the Stone Age er tilbage i topform, og at man roligt kan glæde sig til fredag aften på Roskilde Festival!

Titel
Era Vulgaris
Distributør
Genre
Karakter
4