Monolitisk smuk

Populær
Monolitisk smuk

Emsemble Pearl er navnet på et nyt samarbejde mellem medlemmer fra Sunn O))), Boris og japanske Ghost, og de leverer en dyster og dronet og smuk debutplade, som Dylan Carlson sandsynligvis også approberer. 

Titel
Ensemble Pearl
Dato
19-03-2013
Trackliste
Ghost Parade
Painting on a Corpse
Wray
Island Epiphany
Giant
Sexy Angle
Karakter
4

Kender man til den geniale musikalske konstellation, der udgøres af Sunn O)))'s og Boris’ kollaborationsplade ’Altar’ (2006), så er det ikke utænkeligt, at man har set frem til at høre Ensemble Pearl. Her finder man nemlig et dugfriskt firkløver bestående af bl.a. Stephen O’Malley og Atsuo på henholdsvis guitar og trommer. Udover disse mere eller mindre kendte, metalassocierede herrer, består Ensemble Pearl desuden af Michio Kurihara, også på guitar, som oftest forbindes med det suveræne japanske folk-/eksperimentalband Ghost, samt af Bill Herzog på bas, som nogle læsere måske kender fra det ligeledes folk/psykedeliske band Jesse Sykes and the Sweet Hereafter.

Gong-gong & jord

Fra begyndelsen synes der at være mere Sunn O))) end Boris over Ensemble Pearl, men åbningsnummeret ’Ghost Parade’ lægger egentlig ud med en både støvet og indbydende varm guitartone, der i virkeligheden går Dylan Carlson og Earth i bedene mere end noget andet. Lidt senere tilføjes dette udtryk små, men storhedsvanvittige slag på en gong-gong, hvilket efterhånden er blevet et slags trademark for Boris' japanske perkussionist, og således lægger pladen overordnet set ud med en ret genkendelig signatur. Heldigvis vil pladen mere og andet end være en direkte forlængelse af medlemmernes andre bands. 

Det er det efterfølgende nummer, 'Painting on a Corpse', et eksempel på. Her tager tempoet en lille smule fat, netop som et monotont og rytmisk trommebeat dukker op, hvilket samtidig introducerer en fornemmelse af noget ambient-metallisk. Til trods for dette islæt af ambient forbliver den førnævnte Carlson-konnoterede støvede western-lignende tone på guitaren imidlertid. Pladens efterfølgende tredje skæring, blot kaldet ’Wray’, tager anderledes afstand fra guitarens tone, og i takt med, at guitaren forsvinder, opprioriteres netop ambient-udtrykket. Denne vekslen mellem henholdsvis en inklusion og en eksklusion af instrumenter og soniske flader mellem det tre indledende numre giver lytteren en fornemmelse af en musikalsk struktur og udvikling, hvilket langt fra er et irrelevant element hos Ensemble Pearl.

Hurtighypnos

Til trods for afvekslende toner har Ensemble Pearl overordnet set stadigvæk en permanent ting kørende. Udtrykket er massivt og monolitisk, som det altid har været hos Sunn O))), og som det også var hos Boris i specielt deres tidligste dage. Den gakgak-galskab, der har karakteriseret flere af Boris' senere plader, er ikke til stede i det univers, Ensemble Pearl udgør. Det er det hypnotiserende og det nærmest flydende, der er på spil her. Modsat andre ambient- og droneplader betyder det dog ikke, at pladen er ét stort sammehængende værk. Altså, lortet hænger fantastisk sammen, men det er en plade med seks stærke og meget individuelle sange på. Det flydende er til stede og kommer blandt andet til udtryk gennem den tilsyneladende hurtighed, som den mere end én time-lange plade bliver eksekveret på. Tiden synes kort sagt at gå pissehurtigt, mens man hører den, og der er flow hele vejen igennem.

Det perverst sexede

Efter numre på henholdsvis 10 (’Island Epiphany’) og 14 minutter (’Giant’) synes én lang skæring nærmest at overtage den anden, sådan som pladens allerlængste ’Sexy Angle’ (21 minutter) dukker op som noget insisterende og uforklarligt sexet. Her dyrkes en form for mørke, såkaldte slow-core trommer kombineret med tunge, vibrerende strenge og en støjende sonisk lag-på-lag-æstetik. Halvvejs inde bliver nummeret kun det mere freaky at være skæv til, da der går en lille smule Badalamenti i guitaren, og nummeret slutter pladen paranoidt og smukt af. Da man når dette punkt på pladen, har man det lidt, som om man lige har overværet et sonisk dukketeater med Murnau- og Bergman-konnoterende tematikker om fortabelse og længsel på tapetet. Den musikalske stil er legende, nysgerrig efter at fremmane indre billeder hos lytteren, mens udtrykket forbliver dystert og krævende.

Forfærdelig melodiøs

'Ensemble Pearl' kræver muligvis, at man besidder tålmodighed samt en eller anden interesse for monotone udtryk og tonale svingningsstemninger. Den kræver måske, at man skal være klar til at skubbe sin automatiske forventning om standardstrukturens forløsning til side, hvis man altså skal kunne give sig ordentligt hen til en plade som denne. På den anden side: Er man klar til at flade ud og slappe af i takt med pladens dystre langsomhed, så præsenterer Ensemble Pearl også en tilgængelig og helt melodiøs debutplade, hvor alle seks numre er pokkers slidstærke. Modsat eksempelvis Sunn O))) er skæringerne her ikke blege for at anerkende det melodiøse, hvilket ikke gør det overordnede resultalt mindre suverænt. Tværtimod, det er præcis det, pladen er – suveræn. Det er en, der skal dyrkes.

Hør pladens andet nummer, 'Painting on a Corpse', herunder: