Emocore-konger i Store Vega

Emocore-bandet My Chemical Romance gæster Store Vega den 14.11, og vi varmer op med et par ord om bandets vellykkede 2004-album, ""Three Cheers for Sweet Revenge"". Det vrimler med bands, der frivilligt lader sig påklistre etiketten ”emocore”. New Jerseys My Chemical Romance (MCR) er et af dem - og et mere vellykket af slagsen, vel at mærke. I anledning af bandets koncert i Store Vega mandag den 14.11, er det på sin plads med en anmeldelse af bandets andet album, "Three Cheers for Sweet Revenge", som blev udgivet sidste år, men som vi ikke fik dækket her i Heavyjam.dk. Desuden er MCR ved at få et solidt følge herhjemme, hvilket koncertflytningen fra Lille Vega til Store Vega vidner om.

MCR laver korte og aggressive, men samtidig melodiske og effektive sange. Der er en underlig fængende stemning over albummet, og selvom man normalt måtte hade denne her slags musik, så kan det ikke udelukkes, at selv den hårdeste kyniker vil falde pladask for MCR’s medrivende sange.

Hvor de middelmådige emo-band allerede formår at kede lytteren, inden man har lyttet halvdelen af albummet igennem, holder My Chemical Romance stilen hele vejen igennem. Man skal heller ikke lade sig snyde af det vejledende klistermærke med ”hit-sangtitler” på cd-æsken, for disse er faktisk langt fra de bedste numre på cd'en.

Forsanger Gerard Rays tekster er ikke alt for flæbende, og hans sangtitler som ”You Know What They Do to Guys Like Us in Prison” og ”I Never Told You What I Do for a Living” taler for sig selv. Gerard Ray lyder i ”To the End” som Cedric Bixler (Mars Volta), mens han i de mere melodiske sange lyder som Alien Ant Farm’s Dryden Mitchell.

Men det er MCR’s konstante musikalske variation, der hæver albummet et ekstra stykke over ”alle de andre”, og så skaber bandets guitarduo (Frank Iero og Ray Toro) en vis dynamik i lydbilledet, hvad enten det sker gennem flænsende riffs eller soloer.

Hvis du kun vil høre ét band fra emo-bølgen, så vælg My Chemical Romance!