En raketfuld heavygenrer
Updated
Tyske Edguy leger lidt med subgenrene på "Rocket Ride", men er allerbedst når de snedkerer melodier, omkvæd og power metal, mener vor anmelder. Tyske Edguys ottende fuldlængde album, "Rocket Ride", er udgivet med et cover, som Helloween ikke kunne have gjort værre. Men det skal man nu ikke lade sig afskrække af, for indpakningen snyder. "Rocket Ride" er en af årets første, store og gode overraskelser inden for den melodiske power metal, selv om man - hvis man nu skal være lidt kritisk - godt kan anke lidt over, at der faktisk er for stor variation på det 12 numre lange album!
Men Edguys umiskendelige styrke - de gode melodier og de powerfulde riffs - kan man ikke tage fra dem. Selv om de eksperimenterer temmelig meget. Eksperimenterne, og dem er der mange af, resulterer dog helt overordnet i nogle rigtig gode numre, der er stærke hver for sig. Men noget helstøbt album? Nej, ikke helt, desværre.
Så hvad er det for genrer, Edguy leger med? Vi går fra power metal over firser-puddelmetal og melodisk hard rock til radiovenlig poprock og metalcalypso til melodisk Rammstein og sleazy rock'n'roll á LA-scenen i 1980'erne. Pu-ha, hva'?
Edguy er stærkest, når de holder helt fast i det melodiske, når de bygger langsomt op og siden eksploderer i nogle seje og tunge riffs og nogle rigtig melodiske omkvæd. Det gør de på åbningsnummeret "Sacrifice", på albummets måske stærkeste nummer "Wasted Time" og den staccato-riffede og tungt swingende "Matrix" og ikke mindst "The Asylum", som er sej, sej og vederkvægende. Power metallisk stærkt går det i titelnummeret samt "Return to the Tribe" og "Out of Vogue". Dejlig puddelskønt bliver det på "Catch of the Century", og så bliver vi bragt up-to-date på Rammsteinsk vis på "Superheroes". Det calypso-metalliske "Trinidad" er helt unødvendigt, mens bonusnummeret "Fucking with Fire" er skønt og forfriskende party-sleaze i familie med Ratt og stærke Danger Danger.
Nu har Edguy prøvet egne og anmelderens grænser af, og det er i og for sig fint nok. Når de er færdige med at lege, håber jeg, at de går i studiet og skærer et album til, som bliver lidt mere helstøbt i retning af det mere tunge og seje - og naturligvis med de gode melodier og omkvæd, som de gode tyskere er så fantastiske til at snedkerere.
Men Edguys umiskendelige styrke - de gode melodier og de powerfulde riffs - kan man ikke tage fra dem. Selv om de eksperimenterer temmelig meget. Eksperimenterne, og dem er der mange af, resulterer dog helt overordnet i nogle rigtig gode numre, der er stærke hver for sig. Men noget helstøbt album? Nej, ikke helt, desværre.
Så hvad er det for genrer, Edguy leger med? Vi går fra power metal over firser-puddelmetal og melodisk hard rock til radiovenlig poprock og metalcalypso til melodisk Rammstein og sleazy rock'n'roll á LA-scenen i 1980'erne. Pu-ha, hva'?
Edguy er stærkest, når de holder helt fast i det melodiske, når de bygger langsomt op og siden eksploderer i nogle seje og tunge riffs og nogle rigtig melodiske omkvæd. Det gør de på åbningsnummeret "Sacrifice", på albummets måske stærkeste nummer "Wasted Time" og den staccato-riffede og tungt swingende "Matrix" og ikke mindst "The Asylum", som er sej, sej og vederkvægende. Power metallisk stærkt går det i titelnummeret samt "Return to the Tribe" og "Out of Vogue". Dejlig puddelskønt bliver det på "Catch of the Century", og så bliver vi bragt up-to-date på Rammsteinsk vis på "Superheroes". Det calypso-metalliske "Trinidad" er helt unødvendigt, mens bonusnummeret "Fucking with Fire" er skønt og forfriskende party-sleaze i familie med Ratt og stærke Danger Danger.
Nu har Edguy prøvet egne og anmelderens grænser af, og det er i og for sig fint nok. Når de er færdige med at lege, håber jeg, at de går i studiet og skærer et album til, som bliver lidt mere helstøbt i retning af det mere tunge og seje - og naturligvis med de gode melodier og omkvæd, som de gode tyskere er så fantastiske til at snedkerere.
Kunstner
Titel
Rocket Ride
Label
Distributør
Genre
Forfatter
Karakter