Substansløs rockmusical

Populær
Substansløs rockmusical

Sonata Artica er tilbage med bandets ottende album. Denne gang er bandet efter eget udsagn vendt tilbage til dets oprindelige power metal-rødder.

Titel
Pariah's Child
Dato
31-03-2014
Distributør
Trackliste
01. The Wolves Die Young
02. Running Lights
03. Take One Breath
04. Cloud Factory
05. Blood
06. What Did You Do In The War, Dad?
07. Half A Marathon man
08. X Marks The Spot
09. Love
10. Larger Than Life
Karakter
2

Jeg elsker europæisk power metal. Der rejser sig imidlertid et spørgsmål efter grundig gennemlytning af ’Pariah’s Child’. For orker metalverdenen overhovedet stadig at lytte til Sonata Arcticas ultramelodiøse version af europæisk power metal?

På ’Pariah’s Child’ går Sonata Arctica planken helt ud og kaster sig ud i noget, der eventuelt kunne tangere noget, som Musical Akademiet i Fredericia kunne adoptere og opføre. Der er således tale om et album, hvor der lægges stor vægt på det teatralske, storladne, melodiøse og effektfulde udtryk. Der er helt igennem dømt (metal)rockopera. Det kan såmænd være godt nok. Men så skal der dog nok lidt mere substans i konceptmageriet og i historiefortællingen.

Som tingene står nu, er der mere tale om, at Sonata Artica har indspillet en række (over)melodiøse sange, der er tilsat en masse effekter og lidt dobbeltpedal for metalsyns skyld.

Forsanger Tony Kakko lægger på dette album i endnu højere grad end tidligere op til, at han ser sig som metallens Freddie Mercury. Dog er virkeligheden så mange gange så ganske modbydelig, og der er nok snarere tale om, at han lyder som en tynd blanding af Tobias Sammet (Edguy) og Michael Kiske (ex-Helloween) – men med udtalt finsk/svensk-accent.

Albummet lægger nogenlunde fornuftigt ud med ’The Wolves Die Young’, der godt nok har et irriterende vers, der lyder som noget Finn og Funny Boys kunne have kreeret, men samtidig har et ret effektfuldt omkvæd.

Herefter går det imidlertid for det meste kun en vej – nedad bakke! – indtil det hele kulminerer i afslutningssangen ’Larger Than Life’. Det er en sang, der simpelthen skal høres. For det markerer, hvordan store ambitioner totalt kan køre et band helt i sumpen. Medlemmerne i Sonata Artica er garanteret helt overbeviste om, at de har indspillet dette årtis ’Bohemian Rhapsody’. Det er ikke tilfældet. Det er tværtimod pinligt at høre Tony Kakko forsøge sig i operagenren med underlægning af et eller andet semisymfonisk orkester og i omkvædet bakket op af et kor, der leder tankerne hen på ABBA i halvfjerdserne.

Imellem start og slutning på dette til dels mislykkedes album kan der da også lige nævnes ’Running Lights’, der lyder som en nogenlunde helstøbt Helloween-komposition. ’Half a Marathon Man’er et solidt hard rock-nummer, der ikke er langt fra Deep Purple i perioden 1985 og frem. Desværre skal denne sang så også lige delvist ødelægges af en revy-agtig sangsekvens, der hurtigt lægger låg på begejstringen.

Endelig skal lige nævnes albummets lavpunkt ’X Mark the Spot’, hvor Sonata Arctica åbenbart har valgt totalt at kravle ind i rockmusicalens mange fælder med en masse teatralske stemmer, spoken word-sekvenser, latterlig tekst og fesent gospelkor.

Det er ikke godt, det her!