Fifty/fifty fedt
Populær
Updated
Incubus lægger stærkt ud på "Light Grenades", men holder ikke hele vejen hjem, skriver Mathias Nielsen. Når nu undertegnede var Incubus’ anmeldermæssige banemand under bandets ulideligt kedelige tørvetriller af en koncert i KB Hallen for et par år siden, vil nogen måske mene, at jeg ikke er den rette til at gøre mig til dommer over deres nye udgivelse.
MEN, og der er et men! Det skal siges, at jeg faktisk nød ”A Crow Left of the Murder…”, som var albummet, der dengang blev turneret bag. Et udspil jeg sågar belønnede med en 9er med pil opad.
Her ca. to år senere er de californiske latinoer tilbage med fuldlængde nummer seks. Og der er ikke sket synderligt meget siden femmeren: mesterproducer Brendan O’Brien styrer stadig løjerne, og på det tekniske plan holder kvartetten bag ”Mike Patton Jr.”, hr. Brandon Boyd, et ganske højt niveau.
Stærk start, svag slutning
”Light Grenades”, som albummet hedder, starter stærkt med den atmosfæriske og ildevarslende ”Quicksand” og albummets tungeste (og bedste) nummer ”A Kiss to Send Us Off”. Sidsnævnte sender tankerne hen på selveste Zeppelin’s ”In the Light” pga. af Mike Enzigers guitarintro, hvor han bruger violinbuen på strengene i bedste Jimmy Page-stil.
Der bliver fulgt op med ”Dig” og den kompetente førstesingle ”Anna Molly”, som bliver afløst af den æggende ballade ”Love Hurts”, som med hundrede procents sikkerhed bliver en kæmpe landeplage, når den sendes ud til radiostationerne!
Med titelnummeret får Incubus også bevist at bandet ikke har glemt dets funkrødder, men så er det, at albummet i den grad knækker på halvvejen. De numre, der ligger mellem midtvejsballaden ”Earth to Bella (Part I)” og den afsluttende ”Earth to Bella (Part II)” er metervareradiopop, der næsten slår Red Hot Chili Peppers i lefleri.
Kedeligt klichéfyld
Hvis så Brandon Boyd havde noget interessant at sige, kunne man måske se igennem fingre med den tvivlsomme popmusik, men nej, her sigtes også efter laveste fællesnævner med klichéfyldte kærlighedstekster.
Tag bare ”Oil and Water”: ”You and I Are Like Oil and Water/We’ve Been Trying, Trying, Trying to Mix It Up”, eller hvad med “Give Us Time to Shine/Even Diamonds Start as Coal” fra “Diamonds and Coal”. Det er simpelthen for irriterende at høre på, og musikken er som skevet ligeså.
Det eneste, der er værd at lytte til på anden halvdel er faktisk ”Rogues”, med dens Rage Against The Machinske groovy riff i starten og interessante guitarsolo.
Det er virkelig ærgerligt, at Incubus kaster det hele overbord på halvvejen, når nu bandet på albummets første halvdel, viser, at de faktisk både kan spille fedt og skrive fede sange. ”Light Grenades” kommer derfor formentlig til at stå som en mindre parentes i forhold til ”A Crow Left of the Murder…”.
MEN, og der er et men! Det skal siges, at jeg faktisk nød ”A Crow Left of the Murder…”, som var albummet, der dengang blev turneret bag. Et udspil jeg sågar belønnede med en 9er med pil opad.
Her ca. to år senere er de californiske latinoer tilbage med fuldlængde nummer seks. Og der er ikke sket synderligt meget siden femmeren: mesterproducer Brendan O’Brien styrer stadig løjerne, og på det tekniske plan holder kvartetten bag ”Mike Patton Jr.”, hr. Brandon Boyd, et ganske højt niveau.
Stærk start, svag slutning
”Light Grenades”, som albummet hedder, starter stærkt med den atmosfæriske og ildevarslende ”Quicksand” og albummets tungeste (og bedste) nummer ”A Kiss to Send Us Off”. Sidsnævnte sender tankerne hen på selveste Zeppelin’s ”In the Light” pga. af Mike Enzigers guitarintro, hvor han bruger violinbuen på strengene i bedste Jimmy Page-stil.
Der bliver fulgt op med ”Dig” og den kompetente førstesingle ”Anna Molly”, som bliver afløst af den æggende ballade ”Love Hurts”, som med hundrede procents sikkerhed bliver en kæmpe landeplage, når den sendes ud til radiostationerne!
Med titelnummeret får Incubus også bevist at bandet ikke har glemt dets funkrødder, men så er det, at albummet i den grad knækker på halvvejen. De numre, der ligger mellem midtvejsballaden ”Earth to Bella (Part I)” og den afsluttende ”Earth to Bella (Part II)” er metervareradiopop, der næsten slår Red Hot Chili Peppers i lefleri.
Kedeligt klichéfyld
Hvis så Brandon Boyd havde noget interessant at sige, kunne man måske se igennem fingre med den tvivlsomme popmusik, men nej, her sigtes også efter laveste fællesnævner med klichéfyldte kærlighedstekster.
Tag bare ”Oil and Water”: ”You and I Are Like Oil and Water/We’ve Been Trying, Trying, Trying to Mix It Up”, eller hvad med “Give Us Time to Shine/Even Diamonds Start as Coal” fra “Diamonds and Coal”. Det er simpelthen for irriterende at høre på, og musikken er som skevet ligeså.
Det eneste, der er værd at lytte til på anden halvdel er faktisk ”Rogues”, med dens Rage Against The Machinske groovy riff i starten og interessante guitarsolo.
Det er virkelig ærgerligt, at Incubus kaster det hele overbord på halvvejen, når nu bandet på albummets første halvdel, viser, at de faktisk både kan spille fedt og skrive fede sange. ”Light Grenades” kommer derfor formentlig til at stå som en mindre parentes i forhold til ”A Crow Left of the Murder…”.
Kunstner
Titel
Light Grenades
Label
Distributør
Genre
Forfatter
Karakter