Fra den modsatte side

Det nye finske håb End of You debuterer med et spændende album, der indeholder både Depeche Mode, metalrock, melankoli og melodier. I de senere år er Finland blevet kendt som det store hard rock kultland, hvor Iron Maiden ryger helt til tops på album-hitlisten, hver gang bandet udsender nyt album, og hvor bands som Amorphis, Children of Bodom og ikke mindst Nightwish har vist at de suomierne også selv kan det der med hard rock. Nå-ja, og så er der jo grand prix vinderne Lordi, ikke at forglemme. Nylegendarisk stunt, i min bog, ingen tvivl om det.

Men melankoli og melodi mere end ren rå metal, kan man også finde deroppe. Albumdebuterende End of You trækker ihvertfald mere på Depeche Mode end på Black Sabbath, Iron Maiden og Metallica til sammen. Dog ikke helt som i Paradise Losts mere elektronisk funderede "Depeche Mode-epoke", på begge sider af år 2000; End of Yous musik er sådan mere atmosfærisk, smuk og svævende (selvom jeg da selv har et meget personligt og ganske godt forhold til Paradise Losts "Host" plade fra 99).

"Unreal" er en meget melodisk plade, hvor de allerondeste metalspader bestemt ikke dominerer, men der er fede rockelementer og det er svært ikke at lade sig imponere af den gennemførte stemning på skiven, hvor frontmand og bandhjerne Jami Pietiläs vokal giver gode påmindelser om de svenske melankolimestre Katatonia.

I undertegnedes rock & rulbaserede øren, lyder End of You til tider lidt vel poppede, men fusionen er altså spændende et eller andet sted, ikke mindst fordi bandet virker langt mere personligt end mange andre i stilen og fordi at End of You møder metalrocken fra "den modsatte side," så at sige. Nej, End of You er ikke endnu et band, der bare skal ride med på Nightwish- og Evanescence-bølgen med en kvindelig skønsanger i spidsen.

Bandet søger i rimelig grad dets egen niche og melankolirockere bør absolut tjekke dette udspil ud, og min bedre halvdel, der er til lige dele Depeche Mode, Cure, Nick Cave, Led Zeppelin, Sex Pistols og Metallica synes End of You og "Unreal" holder hele vejen igennem.

Så jo, End of You kunne bestemt godt være begyndelsen på noget - mere - stort oppe fra det høje nord. Det kan selv en beskidt midt-80er thrasher som undertegnede endda høre.

Måske er End of Yous melomørke musik så heller ikke lige det allermest arketypiske højsommerlydspor, men efter sommer kommer efterår, og "Unreal" er et langtidsholdbart udspil, som også vil holde til den tid. - og sikkert endnu bedre sådan, såmænd.