Fra Finland til Latinamerika

Emil Svendsen har lyttet til de nogenlunde nydelige nye plader fra Children of Bodom, Ill Nino og Skindred. Pressemeddelsen der følger med ”Enigma” lægger ud med et ”Viva la Revolucion!” citeret efter Che Guevarra, og spørger retorisk, om ikke det er meget passende at Ill Ninos første plade hedder ”Revolution, Revolucion”?

”Nej!” må det entydige svar lyde, for siden Ill Ninos dannelse i 1999 har det været nu-metallens svar på Sepultura, fordi begge bands har blandet latinamerikansk percussion og spansksprogede elementer ind, hvor de kunne. Forskellen er bare, at Sepultura startede på det en dekade tidligere. Dernæst kan man vrissent tilføje, at Ill Nino har et problem med at finde på nye melodier til deres melodiske omkvæd, for de lyder ærlig talt ens i denne gnavne anmelders ører. Og det er der ikke rettet op på deres seneste udspil, selvom Cristian Machado bedre end nogensinde veksler mellem forvrængning og ren sang.

Men man behøver nu heller ikke at begå en musikalsk revolution for at lave nogle gode numre, og dem finder man faktisk nogle af på ”Enigma”. Især ”De Sangre Hermosa” er godt, for her kommer det bedste fra Ill Nino til udtryk i et nummer, der lyder lidt som om det er skrevet af Korn, og det er faktisk ikke så ringe en kombi. Også de lidt metalcoreinspirerede numre ”Fingerpainting (With The Enemy) og ”March Against Me” er dejligt brutale i guitarerne.

Der er også numre der bør advares imod fordi de lyder som melodigrandprixkandidater fra Sydeuropa. Her tænker jeg især på ”Hot Summer's Tragedy” og den spansksprogede afskyelighed ”Formal Obsessions”, men er man fan, glider de jo nok også ned.

Karakter (på old skool 13-skalaen): 8


Skindred - "Roots Rock Riots" (Bieler Bros./Target)[/b]

I en tid hvor metalcoren hærger, er "Roots Rock Riot" en stemme fra fortiden, men Skindred har ved gud heller ikke overdynget markedet med albumudgivelser. Skindred blev dannet på resterne af Dub War og udgav deres første plade i 2002. ”Roots Rock Riot” er deres anden, men man kan ikke rigtig høre den store forskel på de to plader. Stilen er nu-metal med en reggae vokal som det mest bemærkelsesværdige, så det er måske ikke det aller mest hotte anno 2008, men albummet er da dygtigt spillet og har sine lyspunkter, selvom musikken generelt set er for glad.

Titelnummeret er dog et brag af en albumåbner, der er hårdere end bandet nogensinde har været og ”Cause Ah Riot” er indædt brutalt nok til at rykke i nakken, men der er for mange kælne melodier og vokalharmonier og som om det ikke er slemt nok, så er melodierne for tæt på de melodier, man finder på den seks år ældre udgivelse, så det er heller ikke særligt originalt. Så der hvor man for seks år siden kunne anderkende modet i at gå nye veje, er det lidt svært, når de bare har stået stille.

Det er bestemt ikke en plade for det gængse metalhovede, men er man lidt alternative, kunne det godt være noget.