Instrumental stressfaktor

Instrumental stressfaktor
Canvas Solaris-albummet "Penumbra Diffuse" er ikke en udgivelse som beriger den progressive metalgenre, konstaterer Anders Molin. Georgia-trioen Canvas Solaris mestrer deres instrumenter og kunsten at skrive komplicerede stykker bedre end de fleste, og det viser de til fulde på deres anden udgivelse, den udelukkende instrumentale "Penumbra Diffuse". Desværre viser bandet også, at det ikke formår at udnytte dets evner til også at lave noget som fænger. Fra første takt kaster Canvas Solaris sig ud i et endeløst virvar af tekniske riffs, der godt nok imponerer, men som aldrig fascinerer, fordi muligheden for at nynne med og småheadbange lidt ikke er tilstede, når de fede elementer ikke bliver gentaget eller er så komplekse, at man ikke opdager, de bliver gentaget.

Til tider føles det som om Canvas Solaris har lånt nogle mellemstykker fra Dream Theater, og at man er midt i et længere nummer fra gudepladen ”Images and Words”, men det fede omkvæd og de pludselige skift til et simpelt monsterriff kommer bare aldrig. Der mangler fuldstændigt de befriende enkle stykker, som kan være en kontrast til de kringlede riff, og dermed bliver det, som var tænkt som en meget varieret udgivelse, til en lang ensformig stressfaktor, fordi lytteren ikke finder ro.

Faktisk er det kun i det mere afdæmpede, næsten folkemusikagtige nummer ”Vaihayasa”, at Canvas Solaris finder et rigtigt lytteværdige udtryk. Her er en større mening med galskaben, fordi det ikke hele tiden skal gå så hurtigt i dette nummer. Og med en let bedre produktion, eventuelt med bund i, kunne dette nummer i sig selv godt slæbe sig op på et 11-tal.

Men alt i alt er "Penumbra Diffuse" ikke en udgivelse som beriger den progressive metalgenre.

Titel
Penumbra Diffuse
Distributør
Forfatter
Karakter
2