Accept holder niveauet
PopulærAccept holder niveauet fra de seneste album på ’Rise of Chaos’. Men mere bliver det desværre heller ikke til.
2. "Hole in the Head" 4:01
3. "The Rise of Chaos" 5:16
4. "Koolaid" 4:58
5. "No Regrets" 4:20
6. "Analog Man" 4:10
7. "What's Done Is Done" 4:08
8. "Worlds Colliding" 4:28
9. "Carry the Weight" 4:33
10. "Race to Extinction"
Tiden går hurtigt. Det er allerede fjerde Accept-album med forsanger Mark Tornillo.
Forrige studiealbum ’Blind Rage’ var en bandets større kommercielle succeser med særdeles flotte hitlisteplaceringer rundt omkring i Europa. På den baggrund er det forståeligt, at bandet nu udgiver en opfølger. Men man kunne nu godt have ønsket sig, at der var lidt flere gode sange på det nye album.
Accept fortsætter mønsteret fra de tre tidligere Tornillo-album med at udgive et album, der holdet niveauet, men alligevel ikke er helst så god som forgængeren. Erosionen er til stede, men den er næsten umærkelig. Det må gerne snart ændre sig. For faktum er, at ingen af sangene på ’Rise Of Chaos’ rigtigt når op på niveauet på forgængerens bedste sange som ’Stampede’, ’Dying Breed’ eller ’200 Years’.
Normalt vil et band forsøge at lægge ud med et af de bedste sange. Men det lykkes ikke rigtigt på ’Rise of Chaos’. ’Die by the Sword’ begynder egentlig meget godt med en pompøs optakt og et effektivt guitarriff. Men da der kommer vokal på i vers, mellemstykke og omkvæd, flader det hele voldsomt ud. Tornillo lyder som en skamskudt havmåge, der har ligget og gispet i bagende sol hele dagen. En situation, der desværre gør sig gældende det meste af albummet igennem.
Anden sang – ’Hole in the Head’ – giver bestemt heller ikke grund til begejstring. Det er en noget slæbende sang, der ikke kommer nogen vegne. Det er derfor først ved tredje sang – titelsangen – at der begynder at ske noget. Sangen, der også er første singleudspil, er båret af en finurlig basgang, der giver indikation af, at det er bassist Peter Baltes, der er den primære komponist bag denne sang. Bandet synes åbenbart også selv, at denne basrytme er effektiv, for den genbruges stort set i albummets sidste nummer ’Race to Extinction’.
">
Anden single ’Koolaid’ er til gengæld en af albummets svageste sange. Accept har på ’Koolaid’ gravet den gamle historie om Jonestown-massakren frem til endnu en behandling. Men det er en kedelig sang, der ikke lever op til historiens gru.
">
Heldigvis er der bedre sange på albummet. ’Worlds Colliding’ er en ret effektiv sang, og ikke mindst ’What’s Done Is Done’ er en typisk Accept-sang med et godt omkvæd.
Bandet afstår fornuftigvis helt fra ballader på ’Rise of Chaos’. Tornillo ville heller ikke kunne synge en ballade ordentligt, om han så fik en pistol for panden.
Alt i alt mangler ’Rise of Chaos’ nogle flere gode sange. Når turneen, der skal følge pladen er ovre, skulle det undre meget, om der er mere end en eller højst to sange fra albummet, der overlever til at komme med på sætlisten ved efterfølgende turneer. Gode bud i den forbindelse kunne være titelsangen eller ’What’s Done Is Done’.
Heldigvis er bundniveauet hos Accept højere end hos de fleste andre bands. Men mere end en ”god” plade bliver der aldrig tale om.