Dødsgys med for meget finesse

1000x1000

På bandets genkomstplade farer Aenimus for ofte vild i egne gode ideer og virker som et band, der mister pusten over eget tempo og skal over i hjørnet og hvile.

Kunstner
Titel
Dreamcatcher
Dato
22-02-2019
Trackliste
1. Before the Eons
2. Eternal
3. The Ritual
4. My Becoming
5. The Dark Triad
6. Between Iron and Silver
7. The Overlook
8. Caretaker
9. Second Sight
10. Day Zero
11. Dreamcatcher
Forfatter
Karakter
3

Min gode kollega Casper Villumsen stillede i efteråret, med rette, spørgsmålstegn ved metal-compilationens eksistensberettigelse i det 21.århundrede. Det skete i forbindelse med Nuclear Blasts opsamling ’Death is Just the Beginning, MMXVIII’, og netop dette rodsammen af godt og blandet fra pladeselskabets katalog gjorde mig opmærksom på Bay Area-bandet Aenimus, der blandt noget mere fornemme bands alligevel stod frem som et orkester, der gjorde tingene lidt anderledes. Et kompetent dødsmetal-mix af Cynic og Meshuggah tilsat lige dele deathcore og progressiv metal var, hvad nummeret ’Before the Eons’ bestod af; et nummer, der i øvrigt også indleder denne bandets anden udgivelse, ’Dreamcatcher’.

Aenimus udgav i 2013 den let oversete debut ’Transcend Reality’, hvorefter der blev stille om bandet, der brugte de efterfølgende år på at udskifte tre af bandets fem mand, hvor guitarist Sean Swafford endte med at stå tilbage som det gennemgående pejlemærke, hvilket fremstår ganske tydeligt, når man giver sig i kast med pladen. Det førnævnte åbningsnummer brager afsted i en deathcore-stil, der ikke er ulig bands som Suicide Silence og Fallujah, inden der på nummerets små fem minutter også bliver tid til et prog-jazzet guitar-break, lidt symfonisk guitarspil og en solid rundgang med teknisk dødsmetal, inden nummeret igen eksploderer i et core-brag til sidst. Det står hurtigt meget tydeligt, at det er Swafford og medguitarist Jordan Rush der dikterer, hvordan stilen skal holdes. Mens bandets rytmegruppe lægger sig meget op ad førnævnte Meshuggah og klassisk 90’er-død, og forsanger Alex Green lyder, som om han er oplært i deathcore-vokaler fra barnsben, er det tydeligt de to guitarer, der lægger stilarterne i Aenimus’ numre.

Hvilket er fint. Som udgangspunkt. De to er ferme guitarister med inspiration fra en mængde forskellige stile, og det giver Aenimus et ret unikt udtryk, trods det noget kaotiske miskmask af musikalske tankerækker, der skal udføres sideløbende. Desværre er bandets svaghed, at de bliver forudsigelige i deres uforudsigelighed. Hurtigt finder man ud af, at en eksplosiv start per definition skal gå over i et progget break og lidt guitarlir med økseduoen i fokus, inden resten af bandet igen får lov til at give los mod slutningen af de ofte lidt for lange numre. Således minder ’Before the Eons’ alt for meget om ’The Overlook’ som også sagtens kunne forveksles med ’The Ritual’ som …nåja, I ved, hvor jeg vil hen.

Bandets store salgstale for albummet er, at den gennemgående tematik er horror, specielt Stephen King, som Aenimus er store fans af. Og adskillige af pladens titler og tekster vækker da også minder om for længst glemte romaner fra teenage-årene som ’The Shining’, ’It’, ’The Dead Zone’ og…tadaah, ’Dreamcatcher’. Men en decideret konceptplade fremstår det ikke som, uanset hvor gerne Aenimus ser den som en sådan.

Det skal dog ikke være skidt det hele. Numre som ’The Dark Triad’ og ’Between Iron and Silver’ fremtræder som højdepunkter, hvor Aenimus’ uberegnelige stil lykkes bedst, og Raunchy-forsanger Mike Semeskys rene vokaler på ’My Becoming’ giver også dét nummer et fint særpræg. Slutteligt er ikke mindst ’Eternal’ et glimrende billede på, hvad man godt kunne tænke sig, at Aenimus var, men hvad de desværre for sjældent er: et teknisk kompetent band, der målrettet angriber lytteren, fremfor at lade det mange tekniske spidsfindigheder udvande en plade, der kunne have været meget mere kontant, lige på og hård, end den lidt vævende sag, den er endt med en blive. ’Dreamcatcher’ er en plade, hvor bandet for ofte virker, som om de mister pusten undervejs, hvorefter de kaster sig ud i flere eksperimenter, end godt er. Potentialet er der; udførelsen er knap så sublim.