Ærligt comeback

Populær
Ærligt comeback

Tommy Victor er eneste oprindelige Prong-medlem, men alligevel tangerer det nye album ofte lyd og stil fra klassikeren 'Cleansing'

Kunstner
Titel
Carved in Stone
Distributør
Karakter
5

Prong startede helt tilbage i 1986, og selvom der var succes med 'Beg to Differ' så var det 'Cleansing' som blev gennembruddet og havde hits som 'Snap Your Fingers, Snap Your Neck' og 'Whose Fist Is It Anyway?'. Her var Prong virkelig groovy og bandets metal med thrashede tendenser ramte også noget af det fede fra hardcore-stilen.

Bandet har været opløst eller lagt på is i flere omgange, og bandets frontmand Tommy Victor har arbejdet med såvel Danzig som Ministry i mellemtiden. 5 år er der gået siden sidste album, men med 'Carved into Stone' er der atter lagt op til, at maskinen skal have mere kul på.

For det er vitterligt et stærkt album, som Tommy og hans relativt nye lejesvende på trommer og bas nu smider på gaden. Der er elementer i nogle sange, som står lidt svagt, men som helhed, har albummet ikke én dårlig sang. Og det kan godt være, at man i 'Revenge... Served Cold' føler, at riff-stilen er tyvstjålet fra 'Snap Your...', men andre dele af sangen trækker i helt anden retning.

Det er igen det groovy, som bærer albummet, men interessant er det især når albummet trækker i flere retninger. Det er godt nok metal med klassiske groovy riffs, men så er der lige de her mere afdæmpede partier med godt med reverb på guitar og vokal, hvor Prong pludselig lyder som Fear Factory i et af dette bands stærke omkvæd med ren vokal. Det er specielt udtalt i afslutteren 'Reinvestigate'.

I 'Put Myself to Sleep' er det et simpelt rock-akkord-fræseri, som insisterende giver sangen et godt drive, og viser at den mere rockede side, som Prong viste på 'Rude Awakening' heller ikke er glemt.

Hej Ozzy!

Titelnummeret starter med et riff - som hvis Prong havde stemt grundigt ned - ville have været meget lig Downs 'Bury Me in Smoke'. Men Prong spiller med musklerne på en anden måde. Her stemmes ikke ned i helvede, men som i Downs tilfælde, så er der fokus på, at det enkelte riff virkelig holder. Og det gør det langt hen ad vejen.

Og titelnummeret kører videre. Nogle hyletoner minder om Zakk Wylde, og da Tommys vokal samtidig bliver ret lys og nasal, ja, så er der ikke langt til en sammenligning med Ozzy Osbourne. Et fedt stemningsfuldt nummer, som skiller sig lidt ud fra de andre numre.

Tommys vokal er måske albummets svageste element. Men der er også noget fedt og ærligt over den her let skingre vokal, som på en gang er metal og hardcore. Og kunne man lide den på 'Cleansing', så er absolut intet, der skæmmer her. Det er catchy og det virker, selvom det ikke er stor vokalkunst. Måske er det endda derfor det virker - det skaber en virkelig autentisk stemning, som åbner ens øjne for teksterne.

Prong er tilbage!