Naturlig udvikling
Finske Aethyrick fortsætter den melodiske black metal, de påbegyndte på debutalbummet. Resultatet vinder få innovationspriser, men er så meget desto mere vellykket.
2. Oneiric Portals
3. Stellar Flesh
4. Your Mysteries
5. Blood Acre
6. Anointed Bones
7. Golden Suffering
Pseudonymer og en leg med anonymitet er ingen nyskabelse i black metal-genren, hvor en del af ideologien hos en lang række bands også handler om at afføre sig sin menneskelighed og blive til noget andet gennem udøvelsen af musikken. Således er det heller ingen nyskabelse, når medlemmerne af den finske duo Aethyrick kalder sig for henholdsvis Gall og Exile, ligesom det heller ikke er nogen nyskabelse, når de to ifører sig hvide klæder over ansigterne samt kutter; det er det sandt for dyden heller ikke, når d’herrer på pladecoverets bagside er afbildet iført denne mundering i skoven ved nattetid ledsaget af brændende fakler og et menneskekranium.
Og så alligevel, for er de hvide klæder for ansigterne i grunden egentlig ikke en ny variation over et gammelt tema? Og er den vellykkede anonymitet – det er ikke afsløret, hvem der gemmer sig bag pseudonymerne, men modsat mange andre bands bruges anonymiteten heller ikke som salgsfremmende gimmick – i grunden ikke også en sjældenhed i genren, hvor man som hovedregel ved, hvem der gemmer sig bag pseudonymerne.
’Gnosis’ er duoens andet album, efter at debuten ’Praxis’ udkom i 2018. Musikalsk er der ikke sket de store landvindinger: Der er stadig tale om en opdateret version af melodisk black metal af halvfemserskolen med et melankolsk udtryk, langt fra nutidens trends i genren. Der er smagfulde keyboards, som bærer mange af melodierne, men aldrig på en cheesy måde, og tempoet er overvejende midttempo.
Men hvorfor så bruge tid på Aethyrick, når nu de hverken er nyskabende eller passer ind i tidens trends? Det skal man på grund af kvaliteten. De virker, som om de mener det: Mener genren, mener deres pseudonymer og anonymitet og det, der kunne være gimmicks, men føles som ren overbevisning. Og som antydet ovenfor ligger Aethyricks kvaliteter ikke i en radikalt ny tilgang til genren; det, de til gengæld gør, er at spille genren med en sjælden grad af veludførthed og en tydelig passion i leveringen. Det er black metal af stor skønhed. Lyt blot til afslutningen på ’Oneiric Portals’. Den giver kuldegysninger. Modsat temmelig meget andet i genren i disse år. Eller afslutningsnummeret ’Golden Suffering’, der er direkte majestætisk.
Der er masser af atmosfæriske metalbands, der kan skabe en atmosfære, men som ikke kan få deres sange til at hænge sammen som mere end tilfældigt sammensatte riffs. Aethyrick er en undtagelse med deres tilgang, som er konstrueret over ganske få riffs, der varieres og drejes. Simpelt, og effektivt. Og det er også, fordi Aethyrick har så sikkert et greb om sangskrivningen, at ’Gnosis’ er så vellykket. Kan man lide den type black metal, kan man lide et band som Mgła, kan man lide atmosfære, der ikke er en undskyldning for manglende sangskrivning eller metalliskhed, så er Aethyrick formentlig noget for én. ’Gnosis’ er en naturlig videreudvikling af ’Praxis’. Og endnu bedre end debuten.