Melodisk majestæt
Debutalbummet fra finske Aethyrick vinder ikke på originalitet, men på udførelse: En mere end almindeligt vellavet opdatering af det, der gjorde den melodiske black metal interessant i 1990'erne.
I 2019 er det svært at forestille sig en mindre chik subgenre end den melodiske og melankolske black metal i midttempo, der kom frem i midten af 1990’erne. En black metal, der hverken er blandet med death metal, er ”post”, er tegneseriesatanistisk eller specielt aggressiv. Og så med keyboards. Finske Aethyricks ’Praxis’ er virkelig ikke lyden af ”nu” på nogen måde. Hemmelighedskræmmeriet er mere 2019: De to medlemmer lyder pseudonymerne Gall og Exile, de har hvide hætter på på pressebilleder (hvor de også går med kutter og tændte fakler, naturligvis), men det vides ikke, hvem der står bag pesudonymerne. På den måde kan man sige, at Aethyrick i en vis forstand bygger bro mellem gammelt og nyt.
Det gælder for så vidt også musikalsk, for selvom afsættet er tydeligt, er det opdateret nænsomt til nutiden: Produktionen er en del mere vellydende, og lyden er nærmest varm og organisk, mens melodierne især er båret af keyboards (det ser man efterhånden sjældent i dag), og guitarerne er længere tilbage i lydbilledet. På trods af det keyboardbårne udtryk bliver det ikke overmelodisk eller sovset (som der oprindeligt var en vis tendens til i sub-genren), og melodierne er generelt mørke og lykkes med at skabe atmosfære og mystik, mens den raspende vokal står for aggressionen. Mystikken finder vi også i teksterne, der handler om transfiguration gennem naturen.
Det, der slår en ved ’Praxis’, er altså ikke originaliteten. Men det slår en, hvor veludført det hele er: Sangskrivningen, teksterne, lydbilledet, en majestætisk fornemmelse, og at albummet afslører nye sider af sig selv ved hver gennemlytning. ’Praxis’ tager velkendte elementer og sætter dem sammen på ny i en velafbalanceret syntese af det, der gjorde genren interessant i sin tid.