Copenhell-optakt: Eksotisk og pubertært

a0321818772_10

Over de næste par uger tager vi et kig på nogle af de Copenhell-optrædende, hvis seneste udgivelser vi ikke fik taget under kyndig behandling, da de var nye og friske. Den første er newzealandske Alien Weaponrys debut ’Tu’.

Titel
Tu
Dato
01-06-2018
Genre
Trackliste
1. Whaikorero
2. Ru Ana Te Whenua
3. Holding My Breath
4. Raupatu
5. Kai Tangata
6. Rage - It Takes Over Again
7. Whispers
8. PC Bro
9. Urutaa
10. Nobody Here
11. Te Ara
Forfatter
Karakter
2

Der findes plader, der ved de første par gennemlytninger ikke berettiger til meget mere end et overbærende ”nåh”, inden man bevæger sig videre mod noget større, bedre, vildere. Udefrakommende indflydelser kan så føre til, at man på et senere tidspunkt må ændre sit udgangspunkt til et mere spørgende, søgende ”nårh?”, hvorefter man vender tilbage til pladen. Herefter findes der tre videre veje. Enten må man give sig med et forstående, lettere skamfuldt ”nååårrh!!”, når man pludselig forstår den lille guldklump man først havde kastet fra sig. Modpolen er den obsternasige ”nej aldrig i livet om jeg vil, om så du gav mig nitten milliarder”, som oftest bliver fundet frem under Melodi Grand Prix, eller når Avenged Sevenfold udgiver en ny plade. Midt imellem de to finder man den salomoniske, vage og let skuffede ”nårh”, som er en formildende og mere indforstået udgave af det indledende ”nåh”, uden at det på nogen måde skal forstås som en kompliment.

I den sidste kategori falder groove thrash-trioen Alien Weaponrys debut fra sidste år.

Den newzealandske teenage-trio udgav for godt og vel et år siden ’Tu’, hvis groovy metal med thrash-inspirerede riffs og blandet nu-metallisk input ikke nødvendigvis løftede alverdens øjenbryn. Det skulle da lige være, fordi de netop er meget unge, og fordi deres ganske originale brug af det indfødte maori-sprog i nogle af debutpladens tekster var anderledes og derfor, per definition, i det mindste lidt interessant. Samme tankegang har Copenhells bookere formentlig også haft, og det er med bandets kommende optræden på sommerens festival in mente, at vi alligevel giver ’Tu’ et ekstra kig i sømmene.

Bandets ganske tydelige forbilleder er Lamb of God, Korn, Rage Against the Machine og Sepultura anno 'Roots', med specielt førstnævntes groove og sangopbygning og sidstnævntes thrashede guitarer og lyriske anti-establishment-tilgang som de to røde tråde pladen igennem. Det er thrash-inspireret riffing, masser af breaks og breakdowns, fokus på det tunge groove og fremfor alt på at holde det simpelt. Hvilket på sin vis kan være prisværdigt, for Alien Weaponry slår ikke større brød op, end de kan bage. Til gengæld ville en ekstra guitar i lydbilledet gøre underværker for et band i deres genre. ’Tu’ er et forholdsvis minimalistisk og simpelt værk, men ville formentlig have virket mere potent og overbevisende, hvis man havde haft en mere massiv og insisterende guitarlyd. Helhedsindtrykket er, at det et ungt band med et nogenlunde greb om den catchy lyd og sangskrivning, som de gerne vil have, og som præger idolernes bedste numre. Men der er masser af plads til mere tyngde og gennemslagskraft i de ret simple sange.

På vokalsiden er ligheden med netop Sepultura i de sidste år med Max Cavalera åbenlys. Hvor Sepultura satte fokus på udnyttelsen af og overgrebene på de svage, ofte de indfødte stammefolk i det brasilianske samfund, gør Alien Weaponry præcis det samme, denne gang med New Zealand og øernes oprindelige maori-befolkning. Bandet tager den dog skridtet videre ved rent faktisk at synge på maori-sproget, og det er netop her, i numre som ’Kai Tangata’ og ’Ru Ana Te Whenua’, at bandet får deres særpræg til at arbejde for dem.

Forsanger Lewis de Jongs vokaler virker stærkere og mere selvsikre, musikken er tungere og mere gennemtrængende, maori-kampråbene i sangene giver et kærkomment twist til vokalen, og de fremmedartede tekster er lige så eksotisk virkningsfulde, som de er uforståelige for de fleste af os. Netop manglen på forståelighed er faktisk en fordel, da tekstsiden på de engelsksprogede numre er pladens allerstørste svaghed. ’PC Bro’ og ’Rage – It Takes Over Again’ er udmærkede eksempler på decideret sløj tekstskrivning, hvor lyrik som ”You just couldn’t keep your mouth shut, now everyone knows/ You just couldn’t restrain yourself but to piss me off” er så pubertær, at selv Jamey Jasta ville overveje det en ekstra gang, inden han alligevel udsendte det som Hatebreeds nye single.

Alien Weaponrys plade er interessant de få steder, hvor den prøver noget nyt og omfavner maori-kulturens udtryk. Hvilket desværre er alt for lidt, når det kommer til stykket. I alle andre aspekter har den for travlt med at prøve at lyde som de idoler, de tre teenagere ser op til. Uden på nogen måde at matche dem. Der er kun tilbage at ønske, at bandet får mere tiltro til eget særpræg og prøver at udvide det til andre aspekter i musikken, næste gang de går i studiet. ’Tu’ er ikke til mere end det påtaget entusiastiske ”nårh”.