Copenhell '19: Fredagsplanen

adriana-kkj-39-1529004037

Adriana og Kent tager begge på Copenhell for 10. år i træk, hvor de både hører forskellig musik og spiser forskellig mad.

Dato
21-06-2019
Koncertarrangør

 

Det er to garvede Copenhell-gæster, der for 10. gang tager turen ud på Refshaleøen for at få stimuleret både øregange, ganer og den sociale omgangskreds fra nær og fjern. Alle tre parametre er vigtige. Musikken, maden og vennerne. Adriana har både arbejdet for DR Sort Søndag, selve Copenhell og Devilution, mens Kent alle årene har været der for sidstnævnte. Sidste år satte vi de to skribenter stævne for at snakke om, hvad de forventede ville være godt, og hvad de frygtede ville være noget værre hø. I år kigger de kort tilbage på Copenhell 2018 og forudser, hvad der kommer til at ske ude i betonhelvedet om fredagen i 2019, hvor Slipknot er hovednavn.

Kent: Fredag er egentlig en ganske udmærket dag for mit vedkommende. Der er svensk dødsmetal fra Unleashed allerede 13.45, hvilket desværre er så tidligt, at jeg frygter, jeg ikke er færdig med arbejde, før svenskerne er gået af Pandæmonium-scenen igen. Det er virkelig ærgerligt. Men jeg satser på at være klar, når danske Pretty Maids åbner Helviti, og så fortsætter jeg ellers med at holde fanen højt og skal se danske Baest og Slægt. Det bliver da i grunden egentlig spændende at se, hvornår Slægt også føler sig så store, at de dropper deres æ i navnet. Måske hvis koncerten på Copenhell bliver god? Sidst på aftenen er der selvfølgelig både Slipknot, og før det er der Lamb Of God, men mestendels ærgrer jeg mig en anelse over, at Belphegor og Heilung spiller samtidig i nattetimerne. Jeg bliver nødt til at dele mig i to eller også skal der træffes et grumt fravalg. Jeg har en ide om, hvor du står fredag aften, men hvad bliver det? Østrigsk black metal eller det semidanske neofolk-ensemble?

Adriana: Jeg er selvfølgelig at finde på forreste række til Heilung. Foruden Tool er det den eneste anden koncert, der er mødepligt til. Der skal både skråles strubesang og trampes hårdt på jorden. Heilung er det mest spændende band, der er kommet ud af den danske musikscene de sidste mange år – og så har de jo deres nye album ‘Futha’ ude d. 28. juni, så det er en fremragende mulighed for at få en forsmag på deres nye sange. Det er ikke nogen hemmelighed, at jeg er kæmpestor black metal-fan, så heldigvis for mig kan man ikke just kategorisere Belphegor som udelukkende sortmetal. Jeg har dog aldrig set dem live før, hvilket er ærgerligt. Er de egentlig lige så onde live som Watain? For i så fald kan det godt være, at jeg også bliver nødt til at dele mig i to.

For mit vedkommende bliver det primært de danske navne, der bliver fredagens højdepunkt, hvor jeg – foruden Heilung, selvfølgelig – mest glæder mig til Slægt. Jeg er især fascineret af guitarist Anders M. Jørgensen, der er en ung version af Tribulations Jonathan Hultén på en scene. Jeg er også spændt på at se dem med deres nye trommeslager, Anders Edalis.

De internationale navne, Slipknot, Lamb of God og Trivium er nogen, jeg hørte i mine unge dage, hvor jeg ikke vidste bedre. Hvorvidt det er alderen, eller om det rent faktisk forholder sig sådan, er svært for mig at vurdere, men jeg synes godt nok, at alle tre bands er blevet ret kedelige rent musikalsk. De er alle sammen blevet ret poppede. Det er jo ikke første gang, Trivium gæster Copenhell, så der er jeg uden tvivl at finde til Unleashed, men Lamb of God har jeg ikke set, siden de varmede op for Metallica sammen med Mastodon i Forum, hvor de spillede fem dage i træk, så det bliver spændende at se, om Blythe & co. har samme energi på scenen som dengang. Hvad siger din mavefornemmelse dig, Kent?

Kent: Der er ingen tvivl om, at Lamb of God stadig kan spille og giver sig fuldt ud på scenen. Men jeg er enig med dig i, at de internationale navne ikke trækker særlig meget. Tool er naturligvis særligt, eftersom de udgiver plader med meget lange mellemrum, og koncerterne hænger heller ikke ligefrem på træerne. Så vil man se giraffen, så er det nu. Jeg har aldrig været den helt store fan, eftersom ‘Ænima’ udkom, mens jeg var fordybet i black- og dødsmetal der i midten af halvfemserne, så jeg må også med skam i stemmen erkende, at Tool blev valgt fra på Roskilde Festival i 2006 til fordel for en fodboldkamp, da der var VM i fodbold den weekend. 

Belphegor er dog ikke helt i Watains liga, hvad angår ondskab. De smider i hvert fald næppe fakler ud blandt publikum, som Watain gjorde på Hades i 2014. Så hvis Heilung virkelig er så godt, så tror jeg stadig godt, du kan få lov at komme i Helvede, selvom du skipper Belphegor. 

Noget andet, jeg synes er en interessant udvikling er Copenhells mange temaer og udenomsaktiviteter. Smadreland, Biergarten, vikinge-spa osv. Jeg er meget splittet, hvad det angår. Det er klart, at en festival udvikler sig, og det lader til, at for hvert af disse gøglede tiltag, så vokser festivalen. Der er under alle omstændigheder stor forskel på Copenhell anno 2019 og så den første udgave, vi begge deltog i tilbage i 2010. Dengang var der nærmest kun musikken. Nu har vi bland-selv-slik og et hav af valgmuligheder ud over musikken, der til tider kan få Refshaleøen til at føles som et provinsielt kræmmermarked. Og alligevel trækker det bare flere og flere mennesker til. Det er næsten, som om det sociale har trumfet fuldstændig. At Copenhell bare er blevet mødestedet på kryds og tværs af landet, hvor hygge, mad og fadøl er uendeligt meget vigtigere for publikum, end hvad der egentlig er på plakaten. Jeg synes personligt, der er langt mellem snapsene på plakaten i år, men alligevel har de udsolgt lang tid forud for festivalen. Ganske imponerende. Så selvom jeg er så evigt træt af det gøgl, der tager fokus fra musikken, så virker det åbenbart. Jeg er spændt på at høre dine tanker om det. Bruger du nogle af de udenomsaktiviteter?

Sidste år diskuterede vi også lidt mad. Du spiser ikke kød. Jeg gør. Udvalget sidste år syntes jeg var ganske udmærket. Der var lidt af hvert, og her skal udviklingen trods alt komme arrangørerne til gode. Der er virkelig kommet mange forskellige boder i løbet af festivalens levetid, hvilket så afgjort kun er positivt. Variation er godt. Men jeg synes at huske, at du var lidt ked af, at et af dine foretrukne spisesteder for vegetarer var blevet sløjfet i 2018, selvom det åbenbart var en succes i 2017. Så hvordan var 2018 egentlig, og ved du allerede nu noget om hvilke boder, der er for vegetarer og veganere?

Adriana: Bare lige for at være irriterende og kliché, er der altså meget stor forskel på veganere og vegetarer. Veganermad er vegetarvenlig, men ikke nødvendigvis den anden vej rundt. Det er nemt at være vegetar, knap så meget at være veganer. Derfor er det vigtigt med veganske boder, og jeg har fra en rimelig pålidelig kilde fået at vide, at det plantebaserede udvalg i år skulle være forbedret. Ud over mere variation og friske råvarer håber jeg inderligt, at de får burgere med sorte burgerboller. Ja, det findes, også i Danmark, og ja, det er fucking black metal.

Downloader man Copenhells officielle app, kan man få en liste med årets madboder. Jeg kan se, at en del har veganske muligheder, hvilket er betryggende. Når jeg scroller listen hurtigt igennem, er der særligt én bod, som springer i øjnene: Casey’s Fish & Chips. Sweden Rock har også en fish & chips-bod, hvor deres veganske “fish” er nogle store portobellosvampe, som bliver paneret og friturestegt. Det er helvedets kaloriebombe, men mon ikke, det kan moshpittes væk? Derudover er der en bod ved navn Vegan Hell, der jo alene ud fra navnet skal prøves.

Det er faktisk sjovt, at du nævner Smadreland, da jeg var med til at starte det i tidernes morgen. Det var mit bachelorprojekt, da jeg var yngre og stadig gik på universitetet. Det har været meget sjovt at følge med i, ikke mindst hvor stort og populært det er blevet. Nu afholdes DM i Destruktion i Smadreland. Man kan mene om det, hvad man vil, men det er altså en af de sejere DM-titler, man kan have – også selvom det er uofficielt. 

Nu vi er ved disse ting, savner jeg virkelig biografen. Det var et dejligt indendørs afbræk fra det hele. I år bliver der vist en film på festivalen, og endda om fredagen; den omdiskuterede ‘Lords of Chaos’, som kan ses i ‘Boblehallen’ kl. 10.00. Man kan godt forstå valget af tidspunktet, musikprogrammet taget i betragtning, og ja ja, filmen er ikke særlig “true”, men sortmetal fungerer altså ikke så tidligt. Nu endte du jo med at anmelde filmen, Kent, men ville du gide at stå så tidligt op på sidstedagen af en festival for at se en black metal-film?

Kent: Pyha, jeg har en stærk mistanke om, at jeg ikke er klar til noget som helst lørdag formiddag klokken 10, men eftersom jeg har set filmen, vil jeg jo mene, at det faktisk er ganske glimrende underholdning sådan en lørdag formiddag. Jeg frygtede virkelig, at den ville være forfærdelig og tåkrummende. Men den er slet ikke så tosset endda, så hvis man alligevel er vågen, så er den anbefalet herfra. Jeg syntes også, biografen var et lækkert afbræk. Jeg sad og så nogle af Sam Dunns dokumentarer de første år derude, og det var virkelig nørdet, men det er metal jo også sommetider. Den nørdesektion er ikke rigtig genopfundet andre steder, så at den kommer tilbage, er som udgangspunkt en god ting. 

Alt det andet er netop noget af det, der er lidt en underlig størrelse for mig. Jeg gider ikke selv, men jeg kan godt se, at det giver publikum mulighed for adspredelse mellem de koncerter, man selv er interesseret i, og på den måde holder man folk beskæftiget. Og som sagt: Copenhell vokser hver eneste år, så noget må jo virke. I virkeligheden er det nok bare mig, der er gammel og kontrær og nok bare i højere grad savner førnævnte område, eller noget lignende, hvor man kan hvile ørerne mellem koncerterne. 

Men tilbage til musikken. Fredagens store brag på Helviti bliver naturligvis Lamb of God og Slipknot. Jeg tillader mig at tyvstarte lidt på samme scene, da jeg ved, jeg støder ind i nogle af mine venner til Pretty Maids, og så kan festen forhåbentlig få fart på allerede der om eftermiddagen. Så må vi se, hvor lige man kan gå, når vi nærmer os det tidspunkt, hvor man er tvunget ud i at prioritere mellem Heilung og Belphegor. Jeg kunne godt være fristet af at give begge bands omkring 20 minutter, men så lurer faren altid ved, at den første koncert er så god, at man ikke kommer derfra. Det er en risiko, jeg må løbe. 

Det med den app og madtilbud må jeg i øvrigt lige få kigget på. Den er installeret, jeg har bare ikke været derinde i snart et år. Og kaloriebomber med grøntsager lyder jo på papiret rigtig godt. Masser af fedt, men samtidig lidt grønt til at overbevise én om, at det trods alt er sundt alligevel.

Er du typen, der mødes med dine venner i ølteltet og skråler med på Dio, Pantera og Iron Maiden?

Adriana: Jeg må være ærlig og indrømme, at Biergarten altid har skræmt mig, da jeg synes, at der går Roskilde Festival i den. Og hvad mener jeg med det? Jo, at folk tager på festival for at hygge og drikke i stedet for at se koncerter, hvilket jo er hele essensen med en musikfestival. Jeg vil til enhver tid hellere se livemusik end at sidde i en telt og høre musik, jeg for det første ikke kan lide, og som jeg derudover har hørt en million gange før.

Sidste år havde jeg dog min debut i Biergarten på sidstedagen – eller rettere, sidstenatten – hvor jeg skulle have fyraftensøl med nogle venner (nogle af dem var også pressefolk, så vi skulle lige skåle på en veloverstået festival og velskrevne artikler). Og jeg må faktisk indrømme, at det ikke var så slemt igen. Hvorvidt det skyldtes alkoholprocenten i mit blod, eller at stedet rent faktisk var okay, skal jeg dog ikke kunne sige. Men én ting er sikkert: Jeg savnede noget lidt mindre klichefyldt musik. Jeg ved godt, at formålet med Biergarten er øl og fest, men den generelle berøringsangst, som Copenhell har fået over for det obskure ekstremmetal, er virkelig begyndt at gå mig på. Kigger man på fredagens program er føromtalte Belphegor jo også det mest dystre, der bydes på – ogogså under alle festivalens fire dage.

Når det så er sagt, er jeg sikker på, at Copenhell nok skal ende med at blive ganske fint. Selvom fredagens program overordnet set ikke just er noget for mig, vil jeg da glæde mig til at se bands som Whitechapel, der også gæstede festivalen på et af dens spæde år, og ikke mindst Alien Weaponry, der blander deres new zealandske rødder med thrash. For som jeg sagde før, er hele pointen med en musikfestival at se en masse koncerter og dermed få udvidet sin horisont. Og det tror jeg i den grad bliver det store omdrejningspunkt for mig i år.

Det ser således ikke ud til, at ølteltet bliver invaderet af hverken Adriana eller Kent i år. Men den sorte musik kan de, som altid, forbrødres om, og den er der ikke meget af fredag på Copenhell 2019. Men danske Baest, Slægt, Heilung, internationale navne som Alien Weaponry og Belphegor samt de store navne på Helviti kan få de to anmeldere frem fra gemmerne.