Aqua-metal
Populær
Amaranthe går dancepop-amok på bandets tredje album.
02 – Drop Dead Cynical
03 – Trinity
04 – Massive Addictive
05 – Digital World
06 – True
07 – Unreal
08 – Over And Done
09 – Danger Zone
10 – Skyline
11 – An Ordinary Abnormality
12 – Exhale
Amaranthe har aldrig været det mest metalliske band i verden. Men på bandets to første album, ’Amaranthe’ fra 2011 og ’The Nexus’ fra 2013, er der da bestemt været fine velspillede og velsungne sange inden for den melodiske power metal tilsat en snert mandlig dødsgrynten som kontrast til Elize Ryds fine feminine vokal.
På bandets nye album ’Massive Addiction’ er det imidlertid meget begrænset, hvor meget stål, der er tilbage i konceptet. Til gengæld er der skruet voldsomt op for alverdens effekter og dancebreaks og andet unødvendigt halløj. Måske er intentionen er at forvandle Amaranthe til et heavy dance-band? Mærkeligt er det i hvert fald.
’Massive Addiction’ er indspillet hos Hansen Studios i Ribe med Jakob Hansen bag pulten. Det synes at være et lidt mystisk valg til musik af den slags, som Amaranthe er slået ind på, og det fungerer da heller ikke optimalt. Hvis man vil spille dance, havde Kenneth Bager, Cutfather eller Soulshock formentlig været et bedre valg.
Men ret skal være ret: Jakob Hansen kaster sig hovedkulds (måske hovedløst?) ud i opgaven. Og der bliver da så sandelig også smidt til højre og venstre med alle de effekter, der må være at finde i en velassorteret danceproducers computerarsenal. Der er blip og båt og breaks og pulseren over det hele på albummet.
Elize Ryds stemmer er hele albummet igennem syltet ind i effekt, der giver den velkendte lillepigelyd, som popbranchen tilsyneladende er så begejstret for. Det er ikke helt ved siden af at sammenligne den med Lene Nystrøms stemme i de tidlige Aqua-produktioner.
Men musikken så – er der slet ikke spor metal tilbage? Jo, en anelse er der da blevet plads til. Der er stadig hist og her nogle solide guitarriffs, og Henrik Englund growler og råber da osse lidt indimellem. Til gengæld er det så som så med bas og trommer. Bandets danske islæt Morten Løwe Sørensen (Mercenary) lader ikke høre meget fra sig. Store dele af bunden synes i den grad overtaget af computeren.
Det kan begrædes, at Amaranthe er gået popamok på ’Massive Addiction’, men det må bestemt medgives, at der et par gedigne ørehængere på albummet, som måske kan fange nye lyttere. ’Drop Dead Cynical’ og titelsangen er således begge sange, der bider sig fast og dukker op som en nynner i ny og næ.
Det bliver lidt spændende at se, om Amaranthe kan lave en Agua med dette tiltag. Og naturligvis om Jakob Hansen skal til at være popproducer.
Afslutningsvis skal bemærkes, at der i Devilutions genrebetegnelser ikke findes én, der dækker Amaranthes nye stil. Så den angivne genre skal tages med mere end et gran salt.