Amott og rodebunken
Arch Enemy lyder så meget som sig selv, at der må blandes rod og et par overraskelser i puljen, for at 'Blood Dynasty' kan overbevise lytteren om, at der skam er bragt nyt til fadet.
At gå ind i en marskandiserbutik er en tryg oplevelse, hvor man nogenlunde ved, hvad man kan forvente. Der kan være overraskelser blandt det præcise udvalg af antikviteter, bøger, porcelæn og møbler, men alligevel holder det man ser sig nogenlunde indenfor forventningerne.
Lidt ligesom med Arch Enemy. Et band, der siden det første album i 1996 har signaturer og egne karakteristika og derfra bygget det succesfuldt op. Og på den rute har de landet flere i særdeleshed catchy fuldtræffere, hvadend det var med den første frontbrøler i Johan Liiva, den mere (s)krigeriske Angela Gossow eller den nuværende, alsidige Alissa White-Gluz.
'Blood Dynasty' er bandets 12. album. Og det lyder som Arch Enemy, men også som et Arch Enemy, hvor man faktisk tror på det, når bandstifter Michael Amott i interviews udtaler, at de har noget, der altid vil gøre det til Arch Enemy, men at de ikke gider lave det samme album to gange. 'Blood Dynasty' er en rodebutik af Arch Enemy-klenodier, men også et drys af lidt nyt. Nyt for dem om ikke andet.
Førstesinglen og albumåbneren 'Dream Stealer' er egentlig en herlig lille sag: Fræsende energisk, trækkende på dødsmetalliske varemærker og en ikke alt for pyntet lyd indtil omkvædet, hvor energien er bevaret, men heavy metallens mere klassiske dyder anes med et let melodisk tæft ovenpå det egentlig ret vilde udtryk. Og så lige den klassiske Amott-lead hen mod slutningen. Det er lyden, det er måden han bøjer strengene. Bare klassisk, og så meget ham. Ikke en dårlig start. Og det er heller ikke en dårlig slutning, når albummet ni sange senere når til til 11. nummer, 'Liars & Thieves'. En klassisk Arch Enemy-intro, men derfra et nummer, der trækker på noget rå rock 'n' roll blandet med dødsmetallens luner, a la Chrome Division eller andre, der har flirtet med Motörhead i metalliske udgydelser. Uventet.
Ren vokal, et C-stykke, der vil mere og en signatur-hymne
En overraskende afslutning, og et nummer ret langt fra åbneren. Undervejs får vi Amon Amarth-agtigt drive tilsat metalcorens skift mellem cleans og brutale drøn fra halsen ('Illuminate the Past'). Man får et let ligegyldigt 'March of the Miscreants', som dog har et delikat stemningsfuldt C-stykke, der fint kunne have bygget en mørk, episk sag op, og som ville have overrasket mere end noget andet egentlig gør på albummet. Eller, der er måske en ting, der overrasker mere, men det kommer vi til.
De store hymner og fede riffs, som Arch Enemy har vist at mestre tidligere er lidt fraværende, men 'A Million Suns' kan lidt af det med et interessant åbningsriff og en stor melodi over omkvædet, en hurtig solo, der fortsætter mere melodisk og lækkert.
Et instrumentalt intermezzo, 'Presage' er for kort til rigtigt at ville noget, men man når da at tænke, om melodien låner lidt af noget fra 'It's a Sin' af Pet Shop Boys. Nuvel, det er en overgang til titelnummeret, som ikke er et nummer, der skal fremhæves, hvis der skal argumenteres for, at Amott og Arch Enemy ikke går sig selv i bedene. For det gør det, og måske derfor, at det er titelnummeret.
Ikke en revolution. Men et fransk cover får vi
Den store overraskelse hedder 'Vivre Libre'. Et covernummer, som får lov at være med på albummet fra start og ikke som sådan en bonus-ting fra samme studiosession, men gemt til en senere lejlighed. Nummeret er skrevet af franske Blaspheme og udgivet i 1995. I Arch Enemy-regi betyder det, at Alissa White-Gluz' får vist, at hendes alsidighed ikke bare består i at synge cleans udover den mere brølende vokal. Nej, hun har også meget at vise indenfor den rene vokal.
Efter dette nummer kommer 'The Pendulum', der lyder som en blanding af Sonic Syndicate (hvis nogen kan huske dem) og Helloween, selvom power metal-vokalen udebliver. White-Gluz har fået nok ren vokal for denne gang og vælger den råbende tilgang.
Siden sidste album er Jeff Loomis gået ud. Ind er kommet Joey Conception, der forinden allerede havde været stand-in for Loomis ved nogle lejligheder i 2018. Han spiller glimrende guitar og har flere meget fine leads og soli på albummet. Men der står stadig Amott eller Amott/Erlandsson på alle sange, og det er måske medvirkende til, at vi har fået et Arch Enemy-album, der sådan overordnet lyder, som et Arch Enemy-album forventes at gøre. Også selvom det over de 11 numre bliver en rodebutik fra tid til anden. Og i det rod er der både klassisk opkog, charme og nogle lidt for slidte gamle skabeloner.