Både godt og skidt
Beardfish er ikke nemme at kategorisere – Bandet er lidt for meget metal til at være et traditionelt prog-band men til gengæld for lidt metal til at være et progmetal band – for ikke at sige et metalband.
01 – Introduction
02 – Voluntary Slavery
03 – Turn To Gravel
04 – They Whisper
05 – This Matter Of Mine
06 – Seventeen Again
07 – Ludvig & Sverker
08 – He Already Lives In You
09 – Note
10 – Where The Lights Are Low
'The Void' er svenske Beardfish' 7. album. Jeg må indrømme, at jeg altid har haft lidt svært ved at komme ind på livet af dem, men denne gang har jeg investeret den fornødne tid til at lytte og genlytte adskillige gange med pauser imellem og den investering har båret frugt. Desværre mister bandet og albummet lidt momentum hen imod slutningen.
Først og fremmest er det glædeligt, at der er noget mere metal i det nye Beardfish album end sædvanligt, hvilket bandet faktisk også gør opmærksom på i den pressemeddelelse, der er udgivet sammen med albummet.
Forrygende start
'The Void' åbner med en indtalt intro af Andy Tillison fra det engelske prog-band The Tangent. Det giver umiddelbart en varm og genkendelig stemning, idet hans flotte engelske udtale giver audio flash back til afdøde Richards Burtons fortællerstemme på konceptalbummet 'War of the Worlds' fra slutningen af 1970'erne, Alan Parsons Projects eller den britiske skuespiller Jeremy Irons.
Den korte intro bliver straks afbrudt i sangen 'Voluntary Savery' af et eskalerende keyboard, der afløses af et heftigt guitarriff og så er vi i gang med en tung omgang progmetal med gentagende rytmeskift og sang der minder lidt om Psychotic Waltz i blandet lidt momentvis growl.
Næste sang fortsætter i den tunge stil i 'Turn to gravel' som iblander lidt Black Sabbath med Kings X.
Herefter går vi over til sangen 'They Whisper', der begynder i et letter poppet prog-arrangement med sødmefuld melodisk sang, hvor det pludselig lyder som om Alice Cooper giver sig til kende inden sangen ender i et crescendo af en keyboardsolo, som lyder som Uriah Heep fra 1972.
Femte sang er 'The Matter of Love', som sætter i gang med et drive af et progmetal-intro, som følges af mere traditionel prog tilsat en masse fin instrumentering og varieret vokal.
Herefter løftes foden fra speederen
Herefter går det desværre ned ad bakke. Det instrumentale nummer 'Seventeen Again' bygger på et jazzy easy listening pianoarrangement. Der er lidt Emerson, Lake and Palmer og Genesis inspirationer i sangen, men det er kun for inkarnerede prog-fans.
Efter 'Ludvig & Sverker' en progballade, der med lidt god vilje kan minde lidt om Yes og 'He Already Lives in You', en tung 70'er sag med hippie-sang lidt hen ad Pink Floyd kommer så albummets længste sang 'Note', hvor bandet kæmper sig igennem 7 satser af et 16 minutter langt nummer, hvor det pludselig får en amerikansk soul-funk-prog-lyd. Det udvikler sig over noget lidt kabaret agtigt noget med indtryk fra Genesis og Emerson, Lake & Palmer og Pink Floyd. Men det er langt og noget trættende.
Konklusion
'The Void' er et godt album – giv det en chance. Som metalfan er der her mulighed for en god horisontudvidelse.
Jeg er selv bange for, at jeg ikke kommer til at høre det så meget mere pga. sidste halvdel af albummet. På den anden side er det nok et album, der bliver ved med at vokse ved gentagende gennemlytninger.
Men man må lade de svenskere, at med Opeth, Pain og Salvation, Beardfish med mange flere ligger de langt foran Danmark inden for den progressive rock.