Uinspireret spilleglæde
Populær
Pearl Jams tiende studieplade er tæt på at være et overflødigt flødebolleudspil, men bandets genkendelige æggende signatur er alligevel nok til at gøre det i hvert fald en lille smule interessant.
2. Mind Your Manners
3. My Father's Son
4. Sirens
5. Lightning Bolt
6. Infallible
7. Pendulum
8. Swallowed Whole
9. Let the Records Play
10. Sleeping By Myself
11. Yellow Moon
12. Future Days
På deres tiende studiealbum lægger Pearl Jam æggende og skide rockende elegant ud, som åbningsnummeret, ’Getaway’, placerer sig i direkte forlængelse af den venligtsindede rockformular, der karakteriserede også flere numre på bandets forrige udspil, ’Backspacer’ (2009).
Til trods for at der aldrig er gået længere tid mellem to udgivelser fra Pearl Jam, som det er tilfældet netop med disse to seneste studieudgivelser, placerer PJ sig på deres tiende studiealbum fra start i et genkendeligt og let musikalsk spor, der fører tydeligt tilbage til den personlige signatur, de kommer fra. Og det er netop generelt for hele albummet, at det ikke er den overraskende revolte eller den dybeste musikalske tallerken, der karakteriserer udspillet, men derimod en tryg genkendelighed.
Musikalske spor
På den efterfølgende førstesingle, ’Mind Your Manners’, beslutter denne aldrende og dog angiveligt evigt ungdommeligt rockende Seattle-kvintet sig for at lade sine musikalske fodspor føre lytteren længere tilbage til bandets storhedstid omkring ’Vitalogy’ (1994), som denne sangs let-punkede vibrationer kompositorisk set minder om arrige ’Spin the Black Circle’ fra førnævnte 90’er-milepæl. Kompositionelle sammenligneligheder til trods er det dog ikke udelukkende storhedstidens rockpragt, man associerer til, når man hører nummeret, ’Mind Your Manners’.
Stensikkert synes det og være, at bandet her forsøger at genkalde disse tider fra tyve år tilbage, hvor støjende rockeksperimenter og det politisk sammenbidte for en stund gik vedkommende hånd i hånd hos PJ. Hvor de punkpolitiske rocksange hos PJ tidligere bar præg af en alvorsfuld og medrivende vrede, er vreden dog blevet erstattet af en anderledes spilleglæde. Og mens spilleglæde bestemt er værd at tage med (for al i verden!), så er det beskadigede udtryk altså sommetider at foretrække - noget som bandets on-and-off-producer gennem nu tyve år, Brendan O'Brien, tilsyneladende synes at have glemt. En smule mere sonisk nysgerrighed ville ikke have gjort noget!
Suveræne svævende swing-trommer.
At de to åbningsnumre - til trods for deres respektive genkendelighed og polerede, tilfredsstillende spilleglæde - alligevel skyder pladen stabilt i gang skyldes ikke mindst rutinerede og ydmyge Matt Cameron fra bag tønderne, der på simpel og tilsyneladende ganske ubesværet vis gør pladens overordnede jargon dét mere fængslende.
’Lightning Bolt’ er det første PJ-album, han medvirker på, hvor han ikke selv har bidraget til sangskrivningen på et eneste nummer, hvilket sandsynligvis skyldes at han har haft travlt med at være på tour med Soundgarden. Det virker dog heldigvis som om, at han kompenserer for sin manglende tilstedeværelse i skriveprocessen ved til gengæld at gå til sin rolle som trommeslager omtrent så opflammende, som det nu er muligt for en så underdanig musiker som han. Han placerer sig på én gang nedtonet og imponerende stramt i swinget.
Svagheder og formuleringsglæder
På ’My Father’s Son’ står bassist Jeff Ament på skuldrene af sin egen sangskrivning fra ’Push Me, Pull Me’, uden dog at nå bagkatalogets ømme bastardsang fra ’Yield’ (1998) til de såkaldte sokkeholder. Andensinglen fra ’Lightning Bolt’, ’Sirens’, er balladen, som alle klassiske rockbands gennem hele karrieren har evige våde drømme om at komponere, uden nogensinde stemningsmæssigt at få den helt rigtig. Det, denne pokkers inderlige melankoliker sigter efter, gør den aldeles suverænt – spørgsmålet er så bare, hvorvidt man er på eller ej. Har man ikke svært ved at krumme tæer, når det følelsesladede leveres som en koncentreret og højstemt stemning, da vil ’Sirens’ sandsynligvis ikke ligefrem blive ens nye yndlingsnummer. Er man derimod udrustet til også at se sine musikeres følsomste sider i øjnene, da er det ikke utænkeligt, at man vil sluge den med hud og hår. For denne skribent virker den mere som en let parafrasering over den ideelle rockballade, i højere grad end den virker som den dybtfølte sag, den giver sig ud for at være.
Herefter dukker der en længere række skuffende sange op efter hinanden. Titelnummeret læner sig op af det indledende trommespil fra storhittet ’Given to Fly’, som her kombineres med en genkendelig om end ikke altid lige inspirerende Vedder-frapperende side-til-side-puls. Gennem en fremtrædende og monoton taktfasthed forsøger ’Infallible’ efterfølgende at tilføje en anderledes eklektisk puls til pladen, og selvom nummerets formuleringsglæde ikke er til at komme uden om, bliver kombinationen af underspillet Josh Homme-rytmik og tilbagelænet Pearl Jam-eftertænksomhed ikke rigtig medrivende.
’Pendulum’ dukker bagefter op som pladens mørkeste sang, der, til trods for dystre fornemmelser, sonisk set paradoksalt nok dog virker ret forfriskende. Sangens vekselspil mellem tangenter og strenge bringer en sanselighed med sig, som man ikke har hørt hos Pearl Jam i et stykke tid. ’Pendulum’ akkrediteres Ament og Stone Gossard, der dog sandsynligvis har skulet en del til Vedders måde at skrive introverte, mørke ballader på, som den minder om en let samt kun lettere interessant udgave af ’Parting Ways’, fra PJ’s seneste rigtig store værk, ’Binaural’ (2000).
Skru op for det beskidte, tak
Der er noget særligt charmerende og indledningsvist interessant over ’Swallowed Whole’, som til at begynde med på fin vis underspiller en ellers grandios The Who-lignende komposition. Pearl Jam giver dog ret hurtigt slip på sit interessante greb til fordel for et klimaks-tryk på guitarpedalen, og herfra udvikler sangen sig til "blot" endnu en okay-god standardiseret PJ-sang. Anderledes står det lykkeligvis til med ’Let the Records Play’, der sandsynligvis er den bedste sang på ’Lightning Bolt’. ”Det bedste” manifesterer sig gennem noget så simpelt som mere støj samt en smule bluesrocket lir over guitarstrengene. ’Sleeping by Myself’ dukker herefter op som endnu en ukulelesang til rækken af ukulelesange fra Eddie Vedder, som på én gang er ganske udmærket og samtidig forbavsende ligegyldig. ’Yellow Moon’ er en lidenskabelig og højstemt stadionvenlig sang, der ikke rigtig henvender sig til meget i én, og som indimellem synes at være Aments forsøg på at gå Vedders vedkommende ’Into the Wild’-soundtrack i bedene.
Genkendeligt og ufuldkomment
Det er ikke irrelevant at spørge sig selv, hvad det egentlig er ved Pearl Jam aka. de standhaftigste af alle Seattle-drenge, der - til trods for det, man kan kalde for en skråsikker middelmådighed – får dem til alligevel at have en speciel samt ret ofte effektfuld indvirkning på én. Svaret skal formentlig findes i netop de dybe og genkendelige musikalske fodspor, som bandets signatur placerer sig i forlængelse af. Man bliver kort og godt ved med at tage Pearl Jams plader til sig, fordi de med årene er blevet så genkendeligt et rockband, at det på én gang nærmer sig det udspekulerede og omklamrende, samtidig med at det under de rigtige punkter også kan synes svært imødekommende samt ikke mindst pisseskønt at blive hevet med ind i PJ’s velkendte musikalske favn. Og det er netop denne på én gang åndssvage og behageligt imødekommende fornemmelse, denne skribent - til trods for alt - sidder tilbage med, som Vedders kaminvarme røst lukker pladen akkompagneret af en akustik guitar og små tangenter på ’Future Days’.
Flere overraskelser på ’Lightning Bolt’ havde været at foretrække. MANGE flere overraskelser havde I LANGT HØJERE GRAD været at foretrække. Den eneste sang på bandets tiende udspil, der får ens lyttende ører til rigtigt at stritte, er den bluesskramlende ’Let the Records Play’, og de medrivende ”hvad-fanden-skete-der-lige-der!?”-øjeblikke, der i sin tid gjorde bandet til mere end en komfortabel rockfornøjelse, leder man forgæves efter på det seneste udspil. Men til denne skribent tilgiver i sidste ende alligevel Pearl Jam for deres ufuldkommenhed, af den simple grund at de nu engang er genkendelige Pearl Jam. Og alt i mens at bandet lader genkendeligheden vare ved, venter man så tålmodigt på nogle flere musikalske overraskelser.