Blå skuffelse

Populær
Blå skuffelse

Blues Pills andet album ’Lady in Gold’ lever desværre slet, slet ikke op til de forventninger, som debutalbummet fra 2014 gav.

Kunstner
Titel
Lady in Gold
Genre
Trackliste
1.Lady In Gold
2.Little Boy Preacher
3.Burned Out
4.I Felt A Change
5.Gone So Long
6.Bad Talkers
7.You Gotta Try
8.Won’t Go Back
9.Rejection
10.Elements And Things
Karakter
3

Ikke nok med, at Blues Pills med debutalbummet udgav årets bedste rockdebutalbum i 2014; der var samtidig tale om et af årets allerbedste hard rock-album.

Efter to år med en masse koncert- og festivaljob er bandet så klar med opfølgeren ’Lady in Gold’. Og det kan lige så godt åbenbares først som sidst: Bandets andet album skuffer en del.

Blues Pills, der består af musikere født i Sverige, USA og Frankrig, har i hele karrieren lagt vægt på, at bandets musik er inspireret af den hårde bluesrock, der trækker tråde tilbage til 60’erne og 70’erne, lang tid før bandets medlemmer blev født. Det fungerede godt på debutalbummet fra 2014, som bar bandets navn, hvor der var klare referencer til bandets inspirationskilder hos Led Zeppelin, Jimi Hendrix, Fleetwood Mac og Aretha Franklin.

Voldsom stilændring
Man kan sådan set også godt mene, at der på ’Lady in Gold’ fortsat er hentet inspiration fra samme periode i musikhistorien. Men desværre for mange rockfans – og sikkert mange af Devilutions læsere – er der på ’Lady in Gold’ skruet gevaldigt ned for hard rocken og den elektriske syrede guitar. I stedet er der i højere grad end før søgt inspiration i den amerikanske soul, pop og gospel, ligesom instrumenteringen i højere grad læner sig mod traditionel klaver og noget Fender Rhodes-lydende elektronisk klaver.

Samtidig er sanger Elin Larsson trådt meget mere i forgrunden end på forgængeren. Man får i den forbindelse en mistanke om, at der er nogen i bandets forretningskreds, der har tænkt på, at man af kommercielle grunde skulle satse på en lidt mere poppet stil og på at markere Elin Larsson som bandets hovedperson. Det fungerer nogenlunde langt hen ad vejen, men det er en trist udvikling i forhold til det meget lovende udgangspunkt, som debuten var.

I modsætning til debutalbummet, hvor der blev lagt forrygende ud, men hvor albummet tabte lidt af pusten på de afsluttende sange, så er der på ’Lady in Gold’ tale om, at de mere ligegyldige sange fyres af først, og at albummet vokser i sidste halvdel. Det er naturligvis en subjektiv betragtning, og bandet og pladeselskabet er formentlig ikke enige, da der nok er satset på, at albummets første sange er dem med størst kommerciel potentiale.

Albummet begynder med titelsangen. Sangen begynder med klaver, og Elin Larson træder snart ind og ligger meget langt fremme i lydbilledet. Der er tale om en poppet bluesrocker, hvor guitaren får lov til en henslæbe en sekundær placering bagest i produktionen. Sangen er første videoudspil fra albummet.



På de næste sange giver bandet – og især Elin Larson – sig så i kast med at afprøve en række forskellige genrer. ’Little Boy Preacer’ er en omgang tressersyre ikke helt ulig Jefferson Airplane med Grace Slick og tilsat et gospelkor. ’Burned Out’ og ’Bad Talkers’ er småjazzede funk-, soul- og gospelinspirerede sang i en stil som et halvsløjt Mothers Finest med Joyce Kennedy i forgrunden kunne have rodet rundt med.

’I Felt A Change’ er en ballade, som ganske svagt kan minde om balladen ’No Hope Left for Me’ fra debutalbummet, men hvor denne var en bundsolid bluessang med skærende, karakterfast guitar, er der på ’I Felt A Change’ ikke anden instrumentering end akustisk klaver og nogle keyboardflader. Alt efter musikalsk temperament kan man finde sangen smuk eller ulideligt kedelig.

På ’Gone So Long’ er tempoet igen mildest talt moderat i en soul(semi)ballade, hvor Elin Larson læner sig op ad Amy Winehouse i en sang, der lyder som et James Bond-tema.

Først mod slutningen rockes igennem
Det er faktisk først på albummet sidst fire ud af albummets i alt ti sange, at man begynder at fornemme den hårde bluesrock-stil, som bandet så mesterligt magtede på debutalbummet. Men her er det næsten for sent at rette op på det rodede udtryk, som de første seks sange har efterladt sig i lytterens bevidsthed. Men eksempelvis  'You Gotta Try' og 'Won't Go Back' er bestemt herligt rockende sange.

Det er ganske sympatisk, at et band eksperimenterer, og det er forståeligt, at Elin Larson vil prøve kræfter med de store feminine fortolkere inden for den rytmiske musik. Men indtil videre har hun ganske langt til at matche, Grace Slick, Joyce Kennedy, Amy Winehouse, Aretha Franklin etc.

’Lady in Gold’ er ikke et katastrofalt ringe album. Det er objektivt hørt ganske udmærket. Men med de forventninger, som debutalbummet efterlod, er det en stor skuffelse.