Lovende dans om birketræet
Den sydsvenske black metal-duo Black Birch demonstrerer det gode håndelag, men der er lidt vej endnu.
Death
Soil
Birth
Vi interviewede i foråret duoen, der på det tidspunkt endnu ikke havde et halvt år på bagen som band, men både Gina Wiklund, som synger og spiller guitar og bas, og Ulf Blomberg, som synger kor og spiller trommer, guitar og bas, har erfaring fra andre sammenhænge – og det kan godt høres. EP’en, som ingen titel har (meget black metal), viser tydeligt, at duoen er gode musikere, og det musikalske udtryk, som ikke ligger milevidt fra eksempelvis Wiegedood eller danske Afsky, er en særdeles solid omgang atmosfærisk black. Lyt for eksempel til ‘Death’, som kulminerer i et episk moment, der føjer noget kampberedt og triumferende til duoens ellers dystre og vrede udtryk.
Og når man hører et nummer som ‘Soil’, som handler om menneskets ødelæggende forhold til naturen, får man lyst til at løbe i sneen mellem de sorte birketræer i Sverige. Desværre vokser sort birk i henholdsvis Asien og Nordamerika, men det skal nu ikke skille os ad, for Black Birchs musik er atmosfærisk nok til at glemme den slags forst-flueknepperi. Og også frådende rasende nok, takket være glimrende og intens instrumentbetvingelse fra begge duoens medlemmmer, men det store trumfkort er Gina Wiklunds vokal, som er overbevisende og medrivende.
">
Eksempelvis er åbneren, ‘Fallen’ skarpt skåret og fornøjer med shimmer reverb-guitar, call-and-response-vokaler, tremoloriffing, blastbeats, stemningsfulde melodier og effektive temposkift. Alt sammen virkelig fint, og ingen steder på den fire numre lange EP falder Black Birch igennem eller lyder utroværdige. Alligevel er jeg lidt mættet af deres musikalske udtryk, når de fire numre er forbi, hvilket maner til eftertanke. Hvis jeg er mæt og godt tilfreds efter en kort EP, hvordan ville jeg så have det med et helt album? Svaret må blæse i vinden i de svenske birkeskove, men jeg har en fornemmelse af, at Black Birch kan noget mere, hvis de vil. Måske skal det musikalske udtryk udvides en anelse ud over de snævre og stærkt gatekepte black metal-genregrænser (her vil jeg dog medgå, at Black Birch lader deres musik klinge lidt af den galpende hardcore, begge medlemmer kommer ud af). Eller måske skal duoen gå mere radikalt til værks i dekonstruktionen af genrens kompositoriske konventioner for at nå helt ud over rampen.
Faktum er i hvert fald, at selv om denne EP afgjort er god og en givende oplevelse at lytte til, så formår den ikke helt at løfte Black Birch væk fra prædikatet "lovende". Det gør nu heller ikke noget, for det er stadig meget tidligt i bandets karriere, og man kan heldigvis godt tillade sig at have høje forventninger til duoens udvikling, også efter denne EP.