Med Borknagar i punket tomrum

Black Void - 'Antithesis'

Det skulle være så sundt at søge lidt udenfor sin comfort zone i ny og næ, siges det. Man skulle da også næsten tro, at det var parolen for dette sideprojekt, der musikalsk lander i krydszonen mellem primale power-riffs og det trygge bagland, vi kender dem fra.

Kunstner
Titel
Antithesis
Dato
27-05-2022
Genre
Trackliste
1. Void
2. Reject Everything
3. Death to Morality
4. Tenebrism of Life
5. No Right, No Wrong
6. It's not Surgery, It's a Knife Fight
7. Explode into Nothingness
8. Nihil
9. Dadaist Disgust
Forfatter
Karakter
2

Nogen gange er det lidt tilfældigt, hvad man ender med at grave frem fra stakken af nye udgivelser. Efter lidt bladren i mappen over høje prioriteter fandt jeg Black Void og studsede over, hvordan det kunne havne iblandt høje prioriteter, når jeg aldrig havde så meget som hørt navnet omtalt før. Ved første lyt lød den punkede, umiddelbare energi interessant blandet med omkvæd, der både i melodiøsitet og vokale højstemthed sendte tanker i retning mod Borknagar – hvilket så viste sig ikke at være så underligt endda.

I front for foretagendet har vi nemlig Lars Are Nedland, der normalvis gør sig som bassist og sanger i netop Borknagar, men også har udfoldet sig på egen hånd med det okkulte rockband White Void. Hvor det hvide tomrum er i den lidt glanspolerede ende, er dette sorte ditto så næste skud på stammen, hvor drivkraften er bundet op på energiske punk-riffs og rå vokal i stormløbs-tempo, når da ikke de melodiske hooks graves frem for adspredelsens skyld. Med sig har Nedland taget trommeslager Tobias Solbakk fra førnævnte White Void (samt de meget oversete In Vain) og hans Borknagar-sidekick Jostein Thomassen på den seksstrengede. For sådan en som undertegnede ser en punk-trio udelukkende bestående af medlemmer fra Borknagar og In Vain rigtig godt ud på papiret – men så let slipper de så ikke med at sælge varen.

 

'Void' lægger ud i nærmest hard core-fashion med drevne riffs og Nedlands raspende vokal, indtil vi allerede 52 sekunder inde bliver mindet om deres bagland i et melodisk omkvæd om at se lyset i halvtempo, hvorefter vi vender tilbage til startriffet. Intet odiøst i det - måske lige lovligt repetitivt og svært at holde momentum i over fire minutter med så enkel en skabelon, men det er trods alt kun første nummer. 'Reject Everything' tilføjer yderligere blacket speed til cocktailen, ikke mindst med Solbakks piskende blastbeats, men har et overordentlig dovent omkvæd i samme skole som nummeret forinden, og dyrker igen denne påfaldende grad af gentagelser på gentagelser, som simpelthen er svært at bære over fem stive minutter – og så er opskriften for hele pladen sådan set på plads.

Spørgsmålene hober sig op
Der er ufatteligt lidt udsving, og man sidder hurtigt med en eftersmag af, at de her musikere ikke har andre virkemidler som tilskud til punk-drivet end at sovse samtlige sange op med hooky omkvæd. Nåja, og så gentage alting gang på gang. 'Death to Morality' har i sin essens to minutters materiale, men alene på grund af gentagelsens kunst varer sangen over fem minutter – og hvorfor?
Er det, fordi I plejer at skrive længere sange i hovedbandet, at det virker forkert at formidle sig mere i korthed – eller havde I bare kun nok materiale til en EP og besluttede, at alle sangene burde fordobles i spilletid, fordi fuldlængder sælger bedre?

Meget få af numrene sætter sig rigtigt, hvilket så også hænger sammen med den moderne produktion, der i højere grad iscenesætter omkvædene end det hardcore-punkede udtryk, som er rammefortællingen for dette Black Void-projekt.

De slår bedst, når de enten favoriserer det ene eller det andet, i stedet for den bløde mellemvej.
Hårdest på førnævnte single til 'Reject Everything', med mest melodisk schwung på den fremragende betitlede 'It's not Surgery, It's a Knife Fight'. Lukkeren 'Dadaist Disgust' emmer også på udmærket vis af det musikalske bagland, vi kender dem fra, omend den dog nok lige så meget er valgt som single på grund af gæstevokalen fra Sakis Tollis (Rotting Christ). Der er i det hele taget bare utroligt lidt andet end medlemmerne på papiret, der sælger varen. Hver for sig dygtige musikere i andet regi, men punk/hardcore er tydeligvis ikke en disciplin, de mestrer i samme grad.

Den ultimative konklusion her må vel nok være, at jeg fremover vælger at lytte mere op på et band jeg ikke kender, inden jeg skriver mig op til at høre pladen på repeat – som om de ikke havde fundet repeat-knappen nok i forvejen.