Flere kartofler, mere sovs
Nullerne er i højsædet hos Blood Red Throne. Det er stadig hårdt og groovy – og meget som det plejer.
Ode to the Obscene
Seeking to Pierce
Tempest Sculptor
Every Silent Plea
Nonagon
Split Tongue Sermon
Blade Eulogy
Fleshrend
Et af Norges mest succesrige og med sikkerhed mest konsistente dødsmetalbands er aktuelle med deres 11. album ‘Nonagon’. Et album, der meget karakteristisk lyder som Blood Red Throne, men som samtidig har nye tilføjelser. Forsanger Yngve Christiansen er trådt ud, og ind på posten er kommet Sindre Wathne Johnsen, som nogle måske vil genkende fra bandet Deception – der i øvrigt udgiver albummet ‘Daenateh’ til marts.
Blood Red Throne blev skabt i 1998, da medlemmerne ‘Død’ og ‘Tchort’, der på tidspunktet i live-sammenhæng spillede i Satyricon, blev enige om at starte et band i dødsmetalgenren.
Tchort, der fire år tidligere havde medvirket og spillet bas på Emperors black-metal-klassiker ‘In the Nightside Eclipse’, var allerede på det tidspunkt erfaren i dødsmetal, da han siden 1989 havde spillet i Green Carnation; et af Norges første dødsmetalbands. ‘Død’ var generelt bare fan af dødsmetalgenren, og ind fra siden kom de resterende poster på vokal, guitar og trommer, og da bandet i 2001 udgav det første album ‘Monument of Death’ kunne det erhverves i en deluxe-udgave kaldet ‘The Suicide Kit’, hvor der fulgte herligheder som et printet barberblad og en plakat med. Ret sejt, rimelig “mædl” må man forstå.
Gennemført og konsistent
Denne skribent er ikke decideret fan, men har dog fulgt Blood Red Throne i en årrække. Især i perioden fra 2013 til omkring 2019 var bandets uhyre fede riffs at finde på playlisten, og derefter kom de ligesom i glemmebogen. Det er dermed spændende igen at åbne op for bandet, og med ‘Nonagon’ er alting som det plejer. Måske endda overraskende meget som det plejer. Lidt som om tiden har stået stille, og udover at den nye forsanger Sindre har tilføjet en noget mere varieret vokal, der især kommer til udtryk på de høje toner og skrig (og som indimellem kan minde om Trevor Strnad/The Black Dahlia Murder), er der ikke meget nyt fra den norske front – tonstung dødsmetal med melodi og groove.
Havde Blood Red Throne været fra Danmark, havde nogle kaldt det for jyde-død, for det er hvad det er; hvis man med jyde-død mener det smukke område omkring Aarhus altså. Andre ville måske associere det med “sovs og kartofler”, men denne skribent kalder det nu “køre-bil-metal” – for det er der nemlig ikke nødvendigvis noget galt med. Det er lige ud af vejen og den slags metal, der ikke kræver noget, men som til gengæld meget sagtens kan give energi og brændstof til headbanging i lyskryds og andre fine steder. Det er ikke fine art, og vil ikke være det, men indeholder netop det, der er essensen i “metal”; den kraftfulde og livgivende energi, vi som metalhoveder jagter og bliver glade i låget af. Dog med den hage, at det i dette tilfælde er glemt lige så snart, at det er konsumeret.
For det ér konsummetal på skabelon-form. Blood Red Thrones egen perfektionerede skabelon vel at mærke. Albummet starter ud med den rolige og stemningsfulde intro til ‘Epitaph Inscribed’, der overtages af et tungt og godt chuggende riff – flæns og blastbeats tilføres; og i enden opsummeres det hele af en roligere passage med tilhørende guitarsolo.
Nogenlunde det samme sker på de næste numre, og vi skal hen på midten af albummet, før ørerne og opmærksomheden vækkes – her bidrager og tilfører ‘Tempest Sculptor’ med et ualmindeligt fedt og gammeldags breakdown, som det er svært ikke at nikke med til. Også ‘Every Silent Plea’ udmærker sig med sådan et musikalsk sammenbrud, og på ‘Split Tongue Sermon’ bliver vi mindet om, at det er når Blood Red Throne varierer sig det bliver spændende. Men selv variationerne kan man, efter at have lyttet til et par numre, gennemskue. Det ér ikke spændende, og selv efter en lille uges sporadisk gennemlytning af ‘Nonagon’ kan denne skribent ikke huske numrene eller adskille dem fra hinanden uden for kontekst.
Der er intet i vejen med energien, men det er ensformigt og føles derfor uvedkommende. Med uhyre fede passager og skift indeholder pladens sidste nummer ‘Fleshrend’ dog alt det, man savner ved Blood Red Thrones 11. album. Et lille, men rart plaster på såret.
Dygtigt, forfinet og ukreativt
Forventer man ikke de store tallerkenopfindelser eller innovativ tilgang til egen lyd, så er ‘Nonagon’ udmærket konsummetal, der med sikkerhed (og især for fans) kan give god adrenalin og kampgejst, men som dog heller ikke skræmmer eller tilføjer egentlige nye lag til bandets lyd. Bandet er gode, men har dog været bedre og, ikke mindst, langt mere kreative. Metallisk sovs og kartofler. De fleste kan lide det, og det hører sig til, men spændende bliver det aldrig trods fond og perfektioneret kogetid.