Devilution - webmagasin om hård rock og heavy metal

Som man husker dem

Populær
Updated
Som man husker dem

Amerikanske Brutality er tilbage. Det første album siden 1996 er et godt stykke dødsmetal uden så mange overraskelser udover et godt Bathory-cover.

Kunstner
Titel
Sea of Ignorance
Dato
26-05-2017
Karakter
3

Det kan lyde banalt og som en kliché at kalde sig selv for Brutality, når man spiller metal i den brutale ende, der også kendes som dødsmetal. Men amerikanske Brutality, der blev stiftet i 1987, er sådan set undskyldt, for de har været med næsten helt tilbage fra dødsmetallens spæde start. Altså nogle år efter Death og Morbid Angel blev dannet, men alligevel før Cannibal Corpse og Obituary, der begge blev til i 1988.

Men Brutality, der ellers udgav nogle ganske glimrende album i 1990'erne, fik ikke helt samme skub i karrieren som ovennævnte bands, og måtte trods klare kvaliteter se sig henvist til den håndfuld af bands, der lå lige efter de for alvor genredefinerende bands. Bandet har været lukket ned, men i 2012 var der livstegn i form af en ep, der i Europa kom som 7" på Mighty Music. Sidste år kom  den fjerde fuldlængde, comeback-albummet 'Sea of Ignorance', som Mighty Music nu et år efter har fået lov at udgive i Europa og Japan.

Det er skønt at have Brutality tilbage. Trods navnet er dødsmetallen ikke mere brutal, end at den har et herligt midttempo-groove og nogle fede guitarleads, der giver melodi, uden at det bliver for pænt, og dermed er musikken ret let at komme ind i og nyde. Growlet er stadig stærkt hos Scott Reigel og et vigtigt punkt for musikken. Men det er, som om bandet stadig ikke helt formår at hæve sig det sidste stykke op, så de kan vinde en større og bredere anerkendelse fra metalmiljøet. Musikken er sådan set fed, og der er god nostalgi i igen at lytte til Brutality, men 'Sea of Ignorance' har ikke det uforklarlige ekstra touch, så albummet bemærkes vidt og bredt.

Samtidig er det også synd, at produktionen er så neutral. Det er muligt, at målet var at lægge sig tættere på dengang, bandet havde deres største periode, end frem for de muligheder for saft og kraft, der siden er kommet til – og som indimellem og ødelægger nerven i musikken. Men der er ikke lige det der, som gør, at man ikke er i tvivl om, at her skal der lyttes, eller for den sags skyld "bare" en produktion, der markerer en selvstændig, men opdateret identitet for bandet.

Meget af materialet er godt, men også blot jævnt godt. '48 to 52' har derimod et ekstra gear med et fedt omkvæd, der huskes allerede efter ét lyt, mens 'Shores in Flames' med den lidt spøjse rene vokal i starten spreder sig ud over 11 minutter uden at blive kedeligt. Her er der riffs, der bryder med, hvad man forventer af "typisk" Brutality, og der høres tunge, grumme og samtidig storladne riffs med markant trommespil til. Og det er måske ikke sært, at det ikke lyder helt som Brutality, for det er jo netop et Bathory-cover. Brutality gør det altså igen, laver et formidabelt covernummer, som da de spillede 'Electric Funeral' på 'When the Sky Turns Black' fra 1994, hvor Black Sabbath med fornem elegance blev gjort til dødsmetal. Covernumre af Bathory går ikke altid godt, men 'Shores in Flames' er helt sikkert godkendt, selvom der ikke gøres meget andet end at spille nummeret. Det lyder bare godt i Brutalitys hænder.

Vil man have dødsmetal ,er mulighederne mange, og det skal blive spændende, om Brutality kan trække flere til end nostalgikerne, der hylder bandet for de første par solide udspil, eller om der også kan vindes nye fans blandt de folk, der måske knap var født, da 'Screams of Anguish' udkom i 1993, og som i dag har en endnu større palet af (døds)metalbands at vælge mellem, sammenlignet medl dengang Brutality stadig var et ungt band. Tiden er givet godt ud, hvis man sætter skiven på, gode sange, der trigger abstinenserne hos en dødsmetalfan, men det er også sandsynligt, at oplevelsen ikke sætter sig dybt i hukommelsen.