Devilution - webmagasin om hård rock og heavy metal

Bryder mange genregrænser

Populær
Updated
Bryder mange genregrænser
Bryder mange genregrænser
Bryder mange genregrænser
Bryder mange genregrænser
Bryder mange genregrænser

På Intronauts tredje album koges Mastodon, Opeth, Cult of Luna og endda Sadus sammen i en tyk grød, der er forbavsende indbydende.

Kunstner
Titel
Valley of Smoke
Dato
22-11-2010
Distributør
Trackliste
1. Elegy
2. Above
3. Miasma
4. Sunderance
5. Core Relations
6. Below
7. Valley of Smoke
8. Past Tense
9. Vernon (bonus track i Europa)
Karakter
5

Her på falderebet af år 2010 må 'Valley of Smoke' fra amerikanske Intronaut ikke glemmes, selvom skiven allerede udkom tilbage i oktober i USA og den 22. november i Europa.

For det er post-metal/hardcore af fineste kaliber, som kvartetten disker op med. Uhyre velspillet, utroligt interessant og ganske progressivt med sine jazzede indslag. Der er elementer at spore fra bands som Neurosis og Cult of Luna, mens Mastodons lyd og idéer på et track som 'Blood and Thunder' måske også har spillet ind Intronauts 'Sunderance'.

De atmosfæriske stykker med ren sang minder om Mikael Åkerfeldt, når han er i sit drømmende og elegante hjørne med Opeth. Musikken peger som antydet i mange retninger, og er man ikke i forvejen fan af percussion og godt samspil med bassen, så er det på denne plade nemt at blive fortrolig med den slags intelligent leg. Og den meget levende produktion har levnet god plads til alle instrumenter, så alt går klart og tydeligt igennem.

Lækker rytmesektion

Bassen styres drevent af Joe Lester, men ved en blindtest, så ville nogle måske have gættet på at fingrene bag det fine spil sad på en vis Steve DiGiorgio (Sadus, Death, Testament m.fl.). Mod slutningen af skiven - titelnummeret og 'Past Tense' - går der måske lidt navlepilleri i samarbejdet og lidt metaltyngde savnes, men man under dem det alligevel, for det er så interessant spillet.

Udover den nævnte rene vokal, så er der også gemt nogle dejlige rå growls i vokalduoen. Og så er de to herrer endda også personerne bag guitarerne, som naturligvis ikke står tilbage for de ekvilibristiske udfoldelser fra rytmesektionen. Det er i guitarerne, at metaldelen ligger gemt, og når den titter frem, så går det ikke stille for sig.

Alt i alt: en meget anbefalelsesværdig plade. Intet mindre.

Åbningstracket 'Elegy':