Den rigtige form for patos
Med en fint sammenflettet blanding af død, doom, black, sludge og hardcore, så man ved, at det er grundigt post-alting, imponerer briter på deres andet album.
Rot
All You Will Remember
Basilisk
Those Years, Condemned
Suffer Alone
In Your Wake
Cracks in the Pyre
Det lyder, som om de fire herrer fra Rugby befinder sig rigtigt godt svævende udspændt mellem genrekonventionerne, og det gør ’Páthos’ til et spændende bekendtskab. Med dæmoniske brøl og heksehvæsen over delikat forpinte akkorder, et til tider jazzet antrit og et godt øre for dynamik og komposition giver gruppen os otte frit fabulerende og voldsomt affektive sange, som har potentiale til at blive hængende længe i øregangen, hvis man åbner sig for dem.
Lyt for eksempel til det skønt ophuggede og evigt muterende groove på ’Rot’, som er tæt på at overvælde fuldstændigt, men behændigt holder en dirrende på afgrundens rand eller ’All You Will Remember’, hvor Conjurer skræller huden af musikken, så følelserne kan få frit spil. Et meget rørende nummer med svævende vokaler og indfølte guitarfigurer. Selv talestykket, en musikalsk trope, der næsten stensikkert ender med den helt forkerte slags patos, fungerer fint i den her sammenhæng. ”I promise I won’t forget you”, skriger de to vokalister Brady Deeprose og Dan Nightinggale igen og igen mod slutningen af nummeret i en fin demonstration af, hvordan deres stemmer og forskellige sangteknikker klæder hinanden.
I med- og modklang
En anden styrke ved ’Páthos’ er Conjurers flot afstemte balance med konsonans og dissonans. Det føles, som om musikken konstant fluktuerer mellem smukke harmonier og dissonant skærende tonale sammenstød. Det føles vitalt og givende på samme måde som Conjurers fornemmelse for vekselvirkningen mellem afdæmpede og brutalt knusende passager gør det. Hør for eksempel det hastigt frembrusende ’Suffer Alone’ eller den monumentale åbner ”It Dwells”, som for øvrigt er et af pladens bedste numre.
’Páthos’ er fint produceret og mikset med et klart og afbalanceret lydbillede, som giver plads til de nuancer, der er i bandets ret kompakte udtryk, hvor der tit foregår mange ting på én gang. Jeg nyder at høre trommeslager Jan Krauses til tider ret opfindsomme spil med lækkert panorerede tammer og bækkener og bassist Connor Marshalls effektive og solide bund, for eksempel på pladens måske mest doom-klingende nummer ”In Your Wake”.
No pun intended
Da jeg er en selverkendt ordspilsjunkie, har jeg lovet mig selv ikke at skrive ting som, at Conjurer fremmaner stemninger, hvilket er et problem for mig nu, for det er lige præcis det, de gør på albumlukkeren ”Cracks In the Pyre”, hvis introsektion giver mig associationer til folk-horrorfilm fra 70’erne med sine lækkert producerede, rene guitarer og psykedelisk klingende tremolo-vokal, inden det atter eksploderer i afgrundstung sorg og aggression. Conjurer spiller, også på dette nummer, virkelig godt sammen, og det er imponerende så sammenhængende en plade, de har fået ud af de mange forskellige elementer, og det mod og den evne til at udføre deres ideer godt, er måske det, der imponerer mig allermest ved Conjurers elegante, brutale, melodiske, dissonante, knugende deprimerende og sært vederkvægende musik. Der er simpelthen et musikalsk overskud, der får bandets mange ideer og musikalske afstikkere på Páthos’ til at gå rent ind i følelserne.
https://conjureruk.bandcamp.com