Pladdernekromantik

cof

Cradle of Filth hyler mod månen på nyt album, der udforsker sine rødder på sikker afstand.

Titel
Existence is Futile
Trackliste
1. The Fate Of The World On Our Shoulders
2. Existential Terror
3. Necromantic Fantasies
4. Crawling King Chaos
5. Here Comes A Candle (Infernal Lullaby)
6. Black Smoke Curling From The Lips Of War
7. Discourse Between A Man And His Soul
8. The Dying Of The Embers
9. Ashen Mortality
10. How Many Tears To Nurture A Rose
11. Suffer Our Dominion
12. Us, Dark, Invincible
13. Sisters OF The Mist (Bonus)
Forfatter
Karakter
3

“Hvad sker der for, at de pludseligt laver noget, der er jævnt fedt, efter at have været middelmådige goth-dværge i tre årtier?” — lød det fra en ven, da talen faldt på den nye Cradle of Filth plade. Og uden at skulle udtale mig om hverken middelmådighed eller at være vertikalt udfordret, så kan jeg konstatere at Dani Filth ikke er løbet tør for idéer. 

Siden den seneste udgivelse, som vi ikke var ubetinget begejstrede for, er den kvindelige vokal blevet udskiftet med Anabelle Iratni fra sideprojektet Devilment. Tillige er tilføjelsen af thrash for at skabe en kontrast til dramaet interessant, men den forstyrrer ikke gravfreden, for albummet føles nærmere beslægtet med den formidable ‘Dusk And Her Embrace’, end med ‘Cryptoriana’.

 

Kærlighed i krypten

Det høres blandt andet i de velskrevne melodier, der smager af kærlighed til tusmørket. Den dramatiske intro, ‘The Fate Of The World On Our Shoulders’, er næsten en horrorfilm værdig og afslører, at den kompakte frontmand ikke har glemt, hvor meget bandets musik kredser om storladenhed. ‘Existential Terror’ er en god blanding af drømmende og nærværende black - og så selvfølgelig med Dani Filths patenterede skrig. Som resten af pladen, er nummeret velkomponeret, men til trods for sin signaturlyd, er den uden de modhager der slog kløerne i mig tilbage i sidste årtusind.

Anderledes invasiv er singlen ‘Necromantic Fantasies’. Der er fuld smæk på de luftige kompositioner, komplet med svævende vokaliseringer, men Danis andet kendetegn, den rytmiske og hviskende stemmeføring, bringer nummeret ned i øjenhøjde. Den førnævnte thrash giver modspil til deres højstemte atmosfære og nummeret trives i den dystre forening. Tankerne ledes hen på ‘He Who Brings the Night’ af Two Steps From Hell — som laver filmmusik og det er næsten alt, man behøver vide for at forstå, at Cradle of Filth er immune overfor tidens trends.

 

‘Crawling King Chaos’ og ‘Black Smoke Curling From The Lips Of War’ er begge hektiske bekendtskaber, der minder os om, at de ikke udelukkende vandrer hvileløst i månelysets skær, selvom der naturligvis ikke holdes igen på den front. Men omkring midten af pladen bliver det svært at holde fokus, og mange af numrene ender med at drukne i hinanden. ‘Us, Dark, Invincible’ bryder monotonien ved at være næsten dansevenlig og flasher sine spidse tænder, der ellers var begyndt at føles lidt sløve. 

 

Hånden på vuggen

Det redder dog ikke albummet fra at føles meget tungt at komme igennem. Det er synd, for der er masser af højdepunkter og et nøje afstemt samspil mellem musik og vokal. ‘Existence is Futile’ er uden tvivl en god plade, men selvom alle numrene reelt set har deres berettigede gang på pladen, er 13 numre alt, alt for meget. For den samlede helheds skyld ville albummet have haft godt af at få snøret korsettet mere ind. 

Problemet med det er så, at de ville være nødt til at give køb på, hvem de er: De ukronede konger af pladdernekromantik. Hver eneste flæse, hver eneste centimeter på hælen og hver eneste visne rose er essentiel for Cradle of Filths indviklede univers. De lokker med drama og schwung, og selv som gammel fan glemmer jeg gang på gang, at nok er mørk nostalgi en stærk følelse, men i længden står den ikke mål med rationalitetens skarpe lys. Magien er til stede, men løber ud i sandet som så mange spildte tårer.