Jordnær sublimitet
Kan man 30 år inde i sin karriere udgive et af de bedste album, man har skrevet? I David Eugene Edwards’ tilfælde er svaret et klart og tydeligt ‘ja’.
2. Howling Flower
3. Celeste
4. Through The Lattice
5. Apparition
6. Bright Boy
7. Hyacinth
8. Lionisis
9. Weavers Beam
10. Hall of Mirrors
11. The Cuckoo
Det var kun et spørgsmål om tid, før David Eugene Edwards udgav et soloalbum under eget navn; kigger man på hans karriere, kan han sagtens betegnes som det bærende element af 16 Horsepower og Wovenhand, hvis sange han har spillet til en del solokoncerter i årenes løb.
I tredive år har særligt hans bestemte og dragende vokal kendetegnet hans gotiske americana og dark folk-univers, men hvad de færreste havde set komme var, at samarbejdet om ‘Fab Tool’ sammen med Carpenter Brut tilbage i 2020 var et forsmag på den udvikling, han ville tage som solokunstner.
Allerede under første minut af solodebuten introducerer han nemlig elektroniske elementer i rytmesektionen, der er med til at give lydbilledet en gennemtrængende dybde, og ikke mindst adskiller og moderniserer hans udtryk kontra bagkataloget. Men det er nu ikke fordi, at pladen skiller sig markant ud fra resten, tværtimod; man er på ingen måder i tvivl om, hvem der er hjernen bag, for denne nye kunstneriske tilgang er blot med til at give sidste sløjfe på Edwards’ karakteristiske kunst.
‘Hyacinth’ emmer af autenticitet og dens mange lag i komposition, lyrik og udtryk lader Edwards lege med alle de stemninger, der afspejles i menneskets følelsesregister. Det er en auditiv ørkenvandring, der både udfolder sig i de højt solskinsbelagte dagstimer, hvor verden både kan synes smuk og frodig men dødeligt varm, og de mørke nattetimer, hvor kulden kan synes altomklamrende, men den stjeneklare nattehimmel svært beroligende.
Der eksperimenteres med en afmålt dualitet, hvor Edwards mestrer at gå på opdagelse i alle de afkroge og dimensioner, hans tydeligt opsatte rammer overhovedet kan rumme.
‘Celeste’ og ‘Apparition’ er gode eksempler på, hvordan den umiddelbare stemning undervejs helt naturligt ændrer karakter til at afspejle det modsatte af førstehåndsindtrykket, og ikke mindst hvordan Edwards har lytterens fulde opmærksomhed i sin hule hånd.
Kigger man på albummet som helhed, så er det præcis de samme mekanismer, der er på spil i dets godt og vel tre kvarter; åbningsnummeret ‘Seraph’ virker med alle sine effekter kompleks og nærmest uhåndgribelig, mens afslutningsnummeret ‘The Cuckoo’ er en let og opløftende sing-along, hvor man som lytter allerede i løbet af fem sekunder slår den ene fod i jorden i takt med rytmen samtidig med, at tankerne ledes hen på 16 Horsepower.
Bliver David Eugene Edwards’ fremtid stærkere og endda bedre end hans fortid?
Det ville man hverken kunne sige eller turde at håbe på hos de fleste kunstnere, men der skal altid være undtagelser – dette er en af dem.