De burde satse noget mere

De burde satse noget mere

Få elementer peger mod, at Vader gerne vil prøve noget nyt, men i sidste ende er det bare klassisk Vader, og dermed klassisk dødsmetal. Man kan savne, at musikken rykker sig fra solidt og sikkert til stærkt og vovet.

Kunstner
Titel
Tibi Et Igni
Dato
02-06-2014
Distributør
Karakter
3

Polske Vader fortjener hæder for deres mangeårige bedrifter på dødsmetalscenen, selvom det herfra kun er blevet til middelkarakterer for de seneste album. Det er desværre ikke noget, som ændrer sig med dette tiende studiealbum, der har fået en latinsk titel: 'Tibi Et Igni'. "For dig og for ilden" skulle det kunne oversættes til.

Alting lyder "rigtigt", når først albummet kommer i gang og forbi introen med klassisk musik. Glimrende lyd, solide riffs og så det her fede growl fra frontmand  Piotr "Peter" Wiwczarek. Det er på én gang både tungt og hurtigt, men som det er hørt over flere album efterhånden, så lader de særligt fede riffs vente på sig, og det virker mange steder som et studie i dødsmetal, hvor hjertet ikke er med - i hvert fald ikke tilstrækkeligt med.

Der forsøges med akkompagnementer fra klassisk orkester på nogle af sangene, og selvom det måske kan virke som et forsøg på at tage Vader i en ny retning, så udnyttes det ikke nok. Dødsmetallen og det klassiske forenes ikke og samarbejder, så strygere m.m. bliver blot et lag, som hurtigt er glemt, når trommer og guitar får lov at give den gas.

Der savnes noget mere memorabelt i musikken. Der er gode hints af det i 'Triumph of Death', hvor vokallinjerne hurtigt sætter sig. 'Abandon All Hope' er pladens hit, og med mere af den slags havde karakteren flyttet sig til en mere fornem placering. 'Hexvessel' har afgjort fanget det her med at fænge, men strygerbaggrunden og den irriterende catchy melodi minder mere om Alestorm eller Sabaton end om ond, polsk dødsmetal. Det er pompøst og storladent og sikkert udført med en skelen til Behemoths succes, men hvor kollegerne stadig holder det dystert, så bliver nummeret her nærmest fjollet.

Men Vader er dygtige, og derfor falder det ikke helt til jorden, selvom der savnes flere stærke sange. 'Light Reaper' er forsåvidt ikke en særligt spændende sang, men det høje tempo og den stærke udførelse gør alligevel, at nummeret som resten af pladen kan nydes for, hvad musikken er: solid dødsmetal, som virker tilstrækkeligt. Der er dog bare så meget andet dødsmetal derude, som vil mere. Som er mere fremadstormende, end det er sikkert spillet. Og så kan det godt være, at man kan pege numre ud, som er lidt anderledes for Vader. Fx den tunge og melodiske afslutter 'The End', med sine "snakke-raspende"-vokalpassager, der er som taget ud af et Rammstein-univers. Det er bare ikke så fandens nyskabende alligevel, selvom det måske ikke er standard for Vader.