Rundtur i adstadigt tempo

Deep-Purple-Whoosh

Deep Purple har sat tempoet gevaldigt ned i bandets efterår. Man kan efterhånden dårligt kategorisere bandet som et hard rock-band.

Kunstner
Titel
Whoosh!
Dato
07-08-2020
Genre
Trackliste
01. Throw My Bones
02. Drop The Weapon
03. We're All The Same In The Dark
04. Nothing At All
05. No Need To Shout
06. Step By Step
07. What The What
08. The Long Way Round
09. The Power Of The Moon
10. Remission Possible
11. Man Alive
12. And The Address
13. Dancing In My Sleep
Karakter
2

Det var lidt med bange anelser, at man gik til første gennemlytning af Deep Purples 21. studiealbum. Det coronaudsatte album har allerede haft tre forløbere i form af singlerne ’Throw My Bones’, ’Nothing At All’ og ’Man Alive’. Ingen af disse sange har givet forventninger om, at der ventede et supergodt album.

’Throw My Bones’, der også åbner albummet, er en langsom rocker, som godt nok lyder som Deep Purple, som bandet har lydt så ofte i konstellationen med Steve Morse på guitar. Men det er ikke en sang, der lyder meget som bandet i velmagtsdagene for mere end 40 år siden. Det er stille og roligt, men lidt kedeligt med strygerkeyboards, der ikke bidrager noget videre godt til sangen.

Der er udgivet en video til sangen, men den er ikke længere tilgængelig i Danmark.

Lad os blive ved de tre første udspil fra ’Whoosh!’. ’Nothing at All’ er ligeledes en sang i adstadigt tempo. Det er en popsang med referencer tilbage til 60’ernes småprogressive pop- og rockbands. Der er en fin guitarbåret melodi og fornuftige soli fra såvel Morse på guitar som Don Airey på keyboards, hvor især sidstnævnte får kastet en masse klassisk inspirerede keyboards ind i sangen. Det i en grad, at sangen minder mere om noget, som 60’er/70’er-bands, som Procol Harum eller Moody Blues (hvis nogen i læserskaren husker dem) kunne have fundet på. Klassisk Deep Purple er det ikke.

Tredje forløber for ’Whoosh!’ er ’Man Alive’. Sangen viser Deep Purple på vej i en progressivt orienteret rockstil. Det er altid (næsten altid) positivt, når et band udvikler sig og ikke bare udgiver det næsten samme album fra gang til gang. Men ’Man Alive’ er desværre bare noget af en langgaber, som ikke rigtigt rykker.

Der er også udgivet video til ’Man Alive’, men den er også fjernet af Youtube for Danmark.

Resten af albummet bedre?
Men hvad så med resten af ’Whoosh!’? Er det hele sløjt? Næh, det er såmænd ikke helt skidt. Men det altid bekymrende, når man efter at have gennemlyttet et album to gange ikke rigtig gider at give sig i kast med tredje gang og efter tredje gang finder på en masse overspringshandlinger, inden man orker at gå i gang med fjerde gang.

Nogle gange er der dog album, der ikke rigtigt fanger i starten, der viser sig at vokse og vokse ved gentagne gennemlytninger. Men efter syv gennemlytninger synes det så bare ikke at være tilfældet med ’Whoosh!’.

Albummets anden sang, ’Drop the Weapon’, er en midttemposang, der minder mest om noget, som det engelske poprock-band Dire Straits seriefremstillede i 80’erne. ’We’re All the Same in the Dark’ er en sløv rocker med noget så uvant ved Deep Purple som en masse aaahhh-kor. Noget bedre er ’No Need to Shout’. Denne sang rocker lidt bedre, uden at man letter helt fra stolen. Sanger er også med en del kor. ’Step by Step’ er ulideligt langsom og kedelig.

Til gengæld er der god fart over boogie rock’n’rolleren ’What the What’, hvor Airey får banket lidt honky tonk i tastaturet. ’The Long Way Round’ er en ganske hæderlig rocker. ’The Power to the Moon’ er endnu et forsøg fra Deep Purple på at spille progressiv rock, men det er endnu en langsom og halvkedelig sag. Albummets næstsidste sang er en genindspilning af den første sang på Deep Purples debutalbum fra 1968.

Sangen ’And the Adress’ er et instrumentalnummer, der er skrevet af bandets daværende guitarist Ritchie Blackmore og den nu afdøde keyboardspiller Jon Lord. Det er således kun trommeslager Ian Paice, der har været med på begge indspilninger. Det er reelt albummets sidste sang, inden et bonusnummer. Måske skal det forstås således, at ringen herved skal sluttes med, at første sang på første album også skal være sidste sang på sidste album? Men mon dog. Gennemsnitsalderen i Deep Purple er dog kun 72 år. Så der er måske flere udgivelser på vej.

’Whoosh!’ afsluttes med bonussangen ’Dancing in My Sleep’. Igen er den en sang i et meget moderat tempo, der ikke for alvor bidrager til at højne det samlede indtryk af albummet.

Når regnebrættet skal gøres op
Deep Purple har også tidligere udgivet langsomme sange og ballader. Men helhedsindtrykket af ’Whoosh!’ er, at albummet mangler saft og kraft. Man savner nogle sange, hvor tempoet er sat op. Og de langsomme sange er ikke smukke, iørefaldende ballader, men bare sløve rocksange. ’Whoosh!’ er en musikalsk rundtur i forskellige genrer. Men turen er i alt for adstadigt tempo. Bandet spiller fortsat godt. Morse og Airey er de toneangivende på albummet, men Ian Gillan synger bestemt fortsat hæderligt på et i øvrigt godt produceret album.

Deep Purple været med så mange år og har udgivet så mange fremragende album. Det er derfor uretfærdigt at måle ’Whoosh!’ med bandets klassikere. Men ville man så synes, at ’Whoosh!’ var et godt album, hvis det var udgivet af et band med en mindre glorværdig karriere? Det synes umiddelbart mere end tvivlsomt.