Den fynske mørke kommer
PopulærDebutpladen fra Satanic Assault Division er klassisk black metal med tydelig inspiration fra Norge. Det fynske band leverer sort musik med potentiale.
2. Fisting The Pope
3. March To Victory
4. Possessed By The Archfiend
5. Terror Regime
6. Blood For Ashur
7. The Bible Will Burn
8. Jehovah's Witness Slaughter
9. Baptized In The Name of Baal
Satanic Assault Division er ellers et bandnavn, man kan tage at føle på. Sangtitlerne, teksterne og albumcover er også gennemtænkt helt ned til fonttypen, som bandet har brugt. Læg dertil, at bandet poserer i klassisk corpse paint og du har den fuldendte stereotype af, hvordan et black metal band skal se ud, hvis de har lyttet til Darkthrone, Burzum, Mayhem, Emperor m.fl. i halvfemserne.
Men hvordan lyder de så? Har de også den samme forfærdelige produktion, som nordmændene satte en ære i at opnå? Slet ikke. For en debutplade er produktionen faktisk overraskende god, specielt når man tænker på, hvilken genre, vi her har med at gøre.
Nu er Satanic Assault Division da heller ikke vårharer indenfor musik. Alle hovedpersonerne har fortid i forskellige andre bands herhjemme, mens sangskriver og forsanger Thomas Haxen også stadig er med i Sylvatica. Egentlig var Satanic Assault Division et sideprojekt, der blev startet op i 2012 af netop to medlemmer af Sylvatica, men efter en demo og en koncert blev det mere seriøst og nu står vi altså med deres debutplade.
Titlen er 'March to Victory' og de viser da også gode takter på pladen, der kunne indikere, at vejen mod større ting er banet. For Satanic Assault Division forstår at veksle mellem hurtige blastbeats og det mere tilbagelænede groove, som kendetegner de black metal bands, der kan mere end ét trick.
Satanic Assault Division er, som band stadig en ny størrelse. De skal finde deres fødder og identitet og med tiden vil de nok udvikle et mere personligt udtryk end den meget standardiserede af slagsen, som de har lagt fra land med. Om de smider den sataniske prædiken overbord er uvist og ligegyldigt. Det tekstunivers har altid passet godt med genren. Det bliver på musikken, det bliver spændende at høre, hvordan bandet udvikler sig.
Med 'March to Victory' har Satanic Assault Division i hvert fald gjort tilstrækkeligt væsen af sig til, at vi her på Devilution har fået øjnene og ørerne op for dem. Vi glæder os til at se dem på spillestederne samt høre, hvad fremtidige udspil bringer. Indtil da kan du, hvis du er til klassisk black metal fint starte med denne skive. Den indeholder de elementer, som en plade i den genre skal have.
Hvis du gerne vil høre lidt af pladen, så er her sangen 'Blood for Ashur', som bandet har lagt op på sin officielle YouTube-kanal. Lyt og nyd den sorte musik fra Fyn.