Den parisiske metalfilosof

Populær
Den parisiske metalfilosof

Deathronic er et projekt, hvor Amine Andalous skriver og spiller al musikken selv. Han filosoferer over det gode og onde i mennesket. Resultatet er spændende og anderledes.

Kunstner
Titel
Duality Chaos
Dato
28-01-2013
Distributør
Trackliste
1. Ephemere
2. Bloody Lust
3. Kalila Wa Dimna
4. Disharmonia Part I
5. Disharmonia Part II
6. Anno 1423
7. Kalila Wa Dimna (No Vox Mix)
Karakter
3
 

Det er ikke hver dag, at vi står med et én-mandsband, som stammer fra Frankrig. Men den franske metalscene er i fuldt flor, og med navne som Alcest, Blut Aus Nord og naturligvis mægtige Gojira er landet for alvor kommet på kortet for andet end Eiffeltårnet, Pont Du Gard og trestjernede Michelin-restauranter.

Amine Andalous' projekt Deathronic fra hovedstaden Paris er en spændende kombination af mange stilarter. Både black, power, ambient og thrash er alt sammen kastet ned i en smeltedigel, og resultatet er debutpladen 'Duality Chaos'.

Pladen er blevet til i The Parlours Studios i England og Audio Sound Art Studio i Berlin. Derefter drog Amine til Studio Fredman for at få pladen mixet, så han med Henrik Udd bag knapperne kunne få drejet lidt af den velkendte Göteborg-lyd ind over. Og når man hører f.eks. sangen 'Disharmonia - Part II', så kan man da også godt høre, at Deathronic har fået en snert af svensk dødsmetal over sig.

Deathronic bruger masser af lag i musikken, der er ganske udmærket produceret. Der er tunge, fede guitarriffs, dyb growlende vokal med en fin spændvidde, og hele tiden sniger der sig både strygere, keyboard, korsangere og melodiske guitarsoli ind over og komplimenterer det thrashede grundspil. Det er slet ikke så ringe endda.

Rent stilmæssigt kan man vel sige, at Deathronic låner lidt fra både Dimmu Borgir og Cradle Of Filth, hvad angår det pompøse i nogle af orkestreringerne, men der er også industrial og mange andre genrer inde over i de seks sange, der, som nævnt før, virkelig er en spændende og anderledes blanding af mange stilarter. Det er meget tydeligt, at det her er ideerne fra én mand, der bare har ladet det kunstneriske fået frit løb og ikke været nødt til at indgå kompromisser med andre end sig selv.

Det eneste negative, jeg sådan lige kan komme på er, at det måske netop er blevet poleret lidt for meget. Det lyder næsten for pænt og rent. Det sagt, så synes jeg Deathronic er et overraskende og anderledes bekendtskab. Sangen 'Anno 1423' er en melankolsk størrelse, der minder lytteren om, at Amine Andalous filosoferer meget over ondskaben i mennesket, og hvordan vores teknologiske fremskridt ikke nødvendigvis har gjort mennesket bedre. Der lurer stadig ondskab inde i os, og kampen mellem det gode og det onde er det, som Deathronics tekstunivers kredser om. Giv det et lyt. Tre velfortjente stjerner herfra.