Der er kun ét Nile
Populær
Ligesom amerikanerne i Nile synger ”there’s no god but God” med reference til Islam, så er der også kun et Nile – og det er stadig et mægtigt Nile.
2. "Hittite Dung Incantation"
3. "Utterances of the Crawling Dead"
4. "Those Whom the Gods Detest"
5. "4th Arra of Dagon"
6. "Permitting the Noble Dead to Descend to the Underworld"
7. "Yezd Desert Ghul Ritual in the Abandoned Towers of Silence"
8. "Kem Khefa Kheshef"
9. "The Eye of Ra"
10. "Iskander D'hul Karnon"
Det er et forbandet godt udspil som amerikanske Nile har bedrevet. Ikke fordi det byder på den store fornyelse, men det er så massivt og gennemført og den perfekte videreførelse af deres velkendte lyd. Og nu når lyden blev berørt kort, så skal det siges, at produktion og mix er lige som det skal være.
Den forrige plade blev af nogle kritiseret for sin lydside, men her er der tale om et passende mix, hvor George Kollias afsindigt hurtige stortrommer får fin plads uden at de tunge guitarer mister sin fylde. Lilletrommen, som indimellem også får en gevaldig gang prygl, lyder rigtig tung og massiv, og med trommelyden på plads, så klarer bandstifter Sanders og hans tro følgesvende uden problemer at få guitar, vokal og bas til også at spille godt sammen.
Det egyptologiske tema er helt som ventet i spil, og den fine indpakning af albummet byder på halvlange forklaringer til teksterne. Efterhånden en Nile-tradition, og der er bestemt spændende læsning, som man kan gå yderligere dybden med på biblioteket, hvis man er old-school. Ellers kan internettet nok også hjælpe.
Vokalen hjælper også til at skabe memorable partier, lige fra det catchy ”There’s no God but God” i åbneren ’Kafir!’ eller den mytiske kalden i ’4th Arra of Dagon’. Titelnummeret har en passage, der uden at være rip-off eller egentlig at være særligt tæt på tonalt, alligevel vækker minder om Morbid Angels store sang ’God of Emptiness’.
Referencerne til oldtidens Egypten og musiktraditionen i denne del er verden er til stede på albummet, men de er relativt få og ofte holdt til korte introer eller mellemspil. Der er fx en herrestemme, som lyder noget i retning af, at der kaldes til bøn, og enkelte lidt mere stille partier byder på tonevalg, der lyder skæve i vores del af verden, men som vil være ganske harmoniske andre steder.
I det store og hele er det dog dødsmetal, og det i den absolutte superliga, hvor måske kun Morbid Angel kan følge med. Hvis ellers sidstnævnte snart nosser sig sammen med nyt i en kvalitet så, gruppen ikke må fremhæve sig på karrierens tidlige, men virkeligt klassiske albums.
Se den underholdende, officielle "trailer" for pladen hér: