Magelighedens sejr

Diamond-Head_Coffin-Train-

Diamond Head har fortsat dansk islæt på deres nye skive, og det er nok udgivelsens største plus.

Kunstner
Titel
The Coffin Train
Dato
24-05-2019
Trackliste
1. Belly of the Beast
2. The Messenger
3. The Coffin Train
4. Shades Of Black
5. The Sleeper (Prelude)
6. The Sleeper
7. Death By Design
8. Serrated Love
9. The Phoenix
10.Until We Burn
Forfatter
Karakter
3

Engang var Diamond Head vist Metallicas yndlingsband. De dansk-amerikanske giganter nævnte ofte Diamond Heads bud på New Wave of British Heavy Metal som en vigtig inspirationskilde, og hædrede dem ved coverversioner og invitation til gæsteoptræden. Fuldt forståeligt, da englændernes første to udgivelser er energiske og banebrydende. Men mere end 35 år senere er kun et oprindeligt medlem tilbage af bandet, der også var opløst omkring år 2000. Kun guitarist Brian Tatler er stadig med, og han har blandt andet fået selskab af danskfødte Rasmus Bom Andersen på vokalen, så vi igen kan kippe lidt med Dannebrog.  


Og vi kan faktisk svinge stolt med flaget, for lige netop Andersen gør til tider en fornem figur på ‘The Coffin Train’, der er det ottende album fra Diamond Head. Han har en stærk og hidsig vokal, der løfter bandet et par niveauer i farlighed. I indledningen med ‘Belly of the Beast’ eller ‘The Messenger’ er det lige netop evnen til at flå de høje toner i småstykker, som løfter numrene op fra et gennemsnitligt og tilforladeligt produkt.  


Gennemgående er det lige netop her, er udfordringerne for store: Når Diamond Head skal udtrykke en fandenivoldskhed, der kan gøre bandet farligt. Det føles lidt for banalt, og i sange som ‘The Phoenix’, ‘Serrated Love’ eller titelnummeret er det rå forbløffende fraværende. De er ikke tunge nok, når de skal være tunge, og når det skal være voldsomt, holdes der alligevel igen smule igen. Der savnes en omsiggribende energi.  


Det er også her, Rasmus Bom Andersen møder sin udfordring – hver gang der ikke bogstaveligt skråles igennem med hidsig vokal. Den lidt mere følte stemme klæder hverken ham eller bandet, der snarere har brug for at være bistre og ondsindede fremfor magelige. Altså alt det, som Diamond Head var, dengang de viste Ulrich og omgangskreds, hvordan man kunne udvikle heavyrocken i en både punket og episk retning.