Dinosauren gungrer videre
Populær
Alice In Chains er tilbage med opfølgeren til comebacket, og det er der både godt og skidt at sige om.
Det var glædeligt og faktisk også en lettelse, da det viste sig, at Alice In Chains' comebackalbum, 'Black Gives Way To Blue', var så vellykket, som det var. Den plade udkom i 2009, og bandet havde da ikke udgivet noget i fjorten år – ikke mindst pga. forsangeren Layne Staleys narkomisbrug. Han døde som bekendt i 2002, og det var muligvis dét, der banede vejen for genopstandelsen af Alice In Chains. Nu er opfølgeren til comebacket så tilgængelig, og spørgsmålet er, om dampen fra forgængeren kan holdes oppe.
Som skrevet i sidste uges smuglytter, så er 'The Devil Put Dinosaurs Here' en mere indadvendt og dyster omgang end forgængeren 'Black Gives Way To Blue'. Sidstnævnte havde noget storladent over lyden, som man ikke i samme grad finder på 'The Devil ...', som virker mere skrabet, uden at man af den grund kan beskylde den for ikke at være gennemarbejdet. Der er masser af velspillet tyngde at finde, og William DuVall og Jerry Cantrells stemmer passer glimrende til hinanden og bidrager til bandets signaturkorlyd, også selvom DuVall ikke er så vrængende, som sin hedengangne forgænger. Frem for alt er 'The Devil ...' en tand mere eksperimenterende end forgængeren, som lå i forlængelse af seattleorkestrets tidligere produktion. På den nye kan man finde elementer, som man ikke har hørt før fra dén kant.
Og hvad så med kvaliteten af sangene? Den må siges at være svingende på den ujazzede måde. Der er virkelig nogle fine sange imellem, hvor især 'Stone', 'Lab Monkey' og 'Phantom Limb' skal fremhæves for hhv. groovyhed, velkomponerethed og riffet metalliskhed. Men der er også nogle sange, som ikke indeholder gode ideer nok til, at de burde være blevet taget med. 'Voices', 'Low Ceiling' og 'Choke' er alle i den stille boldgade uden på noget tidspunkt at svinge sig op og blive intense og smukke. Og det er egentlig et gammelkendt Alice In Chains-problem, hvis man tænker over det ...
Så svaret på spørgsmålet om, hvorvidt albummet kan holde dampen oppe, må blive et nej med forbehold: 'The Devil Put Dinosaurs Here' er ikke helt så vital som forgængeren, men når det er sagt, så er der nogle rigtig gode numre på, der bestemt er et lyt værd.