Devilution - webmagasin om hård rock og heavy metal

Afkald på integritet

Populær
Updated
disturbed-evolution

'Evolution' er et solidt sellout og et farvel til den smule originalitet og værdier, Disturbed besad. At numrene, med få undtagelser, er kedelige og uinteressante, hjælper ikke den amerikanske kvartet.

Kunstner
Titel
Evolution
Trackliste
1. Are You Ready
2. No More
3. A Reason to Fight
4. In Another Time
5. Stronger on Your Own
6. Hold on to Memories
7. Saviour of Nothing
8. Watch You Burn
9. The Best Ones Lie
10. Already Gone
Karakter
2

I forbindelse med udgivelsen af ’Evolution’, har forsanger David Draiman udtalt, at Disturbeds 7. album er et meget anderledes album. Succesen med fortolkningen af Simon & Garfunkels ’The Sound of Silence’ gav kvartetten tillid og tro på, at de kunne være meget mere end hvad der ellers har kendetegnet dem de sidste 20 år. Et solidt grundlag for en frisk start og udvikling, som albumtitlen også indikerer. Så eventyrlysten er kvartetten nu heller ikke, og ivrigheden efter at udvikle sig, har i første omgang udmøntet sig i en række mere heavy-orienterede sange og langt flere ballader, end man ellers er vant til fra Disturbeds side.

’Evolution’ er basalt set et meget lettilgængeligt album. Der er løbes ingen risici, tages ingen chancer og hvert nummer er som skræddersyet til radiostationer som MyRock. Det er et tapet af ligegyldighed, uopfindsomme riffs og Draimans monotone og efterhånden ret så trivielle vokal. En plade bestående af baggrundsmusik, der aldrig udfordrer lytteren. ’Are You Ready’ starter ellers med et synth-stykke, det hurtigt skaber associationer til bandets velmagtsdage i start 00’erne. De efterfølgende riffs og Draimans indbydende Are you ready!? / Get up! / Get up!, er som taget ud af debutalbummet, uden at have nær samme pondus, attitude eller nerve. Og det er sørgeligt nok pladens bedste nummer.

Generelt er der ikke meget energi over Disturbed. Med ’Evolution’ har kvartetten for alvor udviklet sig til et ærkeamerikansk hygge-heavy-band. Det kan have sin charme, hvis eksekveringen er gennemført. Det er den desværre sjældent for Disturbed. ’No More’ har et gnist af god sangskrivning. Nummeret er tilnærmelsesvist medrivende, uden nogensinde at blive farligt eller udfordrende. Laveste fællesnævner. Der er plads til alle, især dem der gerne vil synge med på lidt let-købt lyrik om livets helt basale udfordringer. Krydret med lidt hårde riffs eller intetsigende soli i ny og nær, så vi aldrig helt glemmer, at der altså er tale om en slags guitar-drevet musik.

Kvartetten gør ellers en del for at understrege den reelle udvikling. En udvikling i retning af penge. Da Draiman i 2013 fejlede miserabelt med soloprojektet Device, og Dan Donegan i samme periode havde tilsvarende succes med Fight or Flight, blev Disturbed genoplivet. Men det var først da en snu rad fik den idé, at kombinere Draimans hang til det teatralske og storladne med ’The Sound of Silence’, at kvartetten for alvor fik et comeback. Et gennemført ét, der nu skal udnyttes til fulde. 4 af pladens 10 numre er ballade-agtige, og det er virkelig svært at tro andet, end at det skyldes, at man vil arbejde videre på succesen på den front. Desværre fejler Disturbed fatalt i forsøget på et være storladent rock-band. Med undtagelsen af ’Watch You Burn’ er der ikke meget musikalsk værdi i balladerne, der frem for alt fremstår som bøvede rip-offs.

Lige meget hvor mange strygere der tilføjes, hvor meget Draiman krænger sjælen ud, har kvartetten ingen succes med at skrive et nummer, der tilnærmelsesvis når ’The Sound of Silence’. Barren er naturligvis højt sat, men størstedelen af balladerne er simpelthen dårlige kompositioner. Kedelige og intetsigende. Lyrisk befinder Draiman sig på samme opgivende niveau. Det er nært tårkrummende tematik. Banal og tæt på essensen af nu-metal, hvor alt skal være skidt, før det bliver godt. Hvad dét angår, befinder Disturbed sig stadig i starten af dette århundrede, og langt fra det voksne og modne heavy-band, kvartetten gerne vil fremstå som.

Disturbeds 7. studieudgivelse har sine lyspunkter, om ikke andet er der da et par heavy-anlagte numre, der fungerer fint til bilradioen. Men ’Evolution’ virker dog mest som en plade, hvor man giver afkald på originalitet, værdier og integritet. En falliterklæring, der kopierer tidligere bedrifter og skummer fløden efter bandets endda ret kedelige cover.