Distanceret fra sin tidligere stil

Distanceret fra sin tidligere stil

Lake of Tears fortsætter og udbygger tendensen fra deres forrige album og kommer længere væk fra gothic rock-udtrykket og nærmere metallen og dens luner.

Titel
Illwill
Dato
29-04-2011
Distributør
Trackliste
01. Floating In Darkness
02. Illwill
03. The Hating
04. U.N.S.A.N.E.
05. House Of The Setting Sun
06. Behind The Green Door
07. Parasites
08. Out Of Control
09. Taste Of Hell
10. Midnight Madness
Karakter
3

På samme måde som man bifalder, at bands udvikler og ændrer sig, kan man også ærgre sig over, at en fed stil fra tidligere plader ikke gentages. Lake of Tears har deres ottende album ude nu, og har tidligere haft succes med 'Crimson Cosmos' og den temmelig specielle 'The Neonai' to albums, der i hvert fald ikke lyder, som svenskerne gør i dag.

Det forrige album, det andet efter bandets reunion, havde en mere tung og metallisk guitarorientering, og dette lettere stilskifte har bandet taget et skridt videre på 'Illwill'.

Anmelderens største anke mod det nye album modbeviser bandet selv i åbningsnummeret. For 'Floating in Darkness' er catchy og fed uptempo heavy med spredte thrash/speed-tendenser. Hvis det går dér, så kan det vel også gå i andre numre? Men Lake of Tears har ikke lagt sit gothic rock med fokus på melodier og stemning bag sig, og derfor bliver det for simpelt og decideret svagt på nogle af de andre numre, hvor tempoet er ligeså højt.

Men der er også gemt lidt godter til fans af bandets tidligere udtryk. For titelnummeret og 'Behind the Green Door' har den her fede svenske melankoli og gothic-rock-feel, som eksempelvis Cemetary tidligere også har gjort så fint. Og i 'Out of Control' ligger et basbåret insisterende nummer, så man får hovedet på andre tanker efter den punkede og malplacerede 'Parasites'.

Desværre er albummets sidste to sange igen en omgang metal i ret højt tempo, endda med riffs, der læner sig mod black metallen, som vokalen også tager en lille tvist hen mod. Det er som om, at bandet ikke har taget højde for sin egen drejning her og har ikke fået inkorporeret det i produktionen, så det fungerer.

Hvad end man foretrækker Lake of Tears i det mere rockede, gothic-lydbillede eller det mere metallisk bidende, så er det svært ikke at synes at albummet er lidt skizofrent og ikke bare godt varieret.