Duka Duka og så lidt groove
Populær
Hatesphere foretager sig ikke meget nyt, men foretager sig rigtigt meget godt på det syvende album.
Den jyske metalstolthed Hatesphere har undervejs i de 13 års levetid været omkring mange medlemmer og bortset fra grundlægger og guitarist Peter "Pepe" Hansen, har samtlige pladser været udsat for udskiftninger. Derfor er det nu Esben Hansen fra As We Fight, der kaster om sig med råb, brøl og lignende grusomheder på den vokale front.
Det har dog ikke betydet stort for Hatespheres musikalske udvikling – og det kan muligvis opfattes negativt, men sådan er det absolut ikke ment. Uanset udskiftningerne lyder Aarhus-drengene allerhelvedes godt og lige præcis som man forventer fra dem!
Og man forventer squ smadderkasser herfra!
Hatesphere har alle dage mestret duka-duka bedre end de fleste (DuKantroDukanfåsmaddermedminlilletromme), og heller ikke i syvende forsøg bliver den side af thrashen forsømt på nogen måde. De sidder stadig lige i skabet af, og skal det være tungt, kan man heller ikke sætte mange fingre på det sejtrækkende groove af ondskab, der vælter ud af skiven. Men sangskrivningen er skam heller ikke ved siden af – tværtimod fungerer den der skal være brutalt og ødelæggende absolut lige så godt, som "melodiske" dele, og omvendt! Fængende stykker er absolut ikke et fy-ord, selvom Hatesphere hører til dem der helst vil servere metal med lige dele ambolt og død og helvede.
Modet er der endda til at indsnige noget der kunne minde om metalcore, men det er i små bidder, og den ambolttunge vægt er selvfølgelig lagt primært på thrash, død og så igen på det rigtigt tunge. 'The Great Bludgeoning' viser endnu engang, at Hatesphere har en satans stor evne til det ene øjeblik at servere altødelæggende højt tempo - for sekundet efter at trække hastigheden helt væk under fødderne på dig og samtidigt kommandere din nakke til at headbange, hvad enten du ønsker det eller ej.
Endnu en grund til at tvinge smilet frem
Midt i den dejligt ondsindede metaludgydelse, svinges der også i de tyndere strenge, og selvom Hatesphere er et band, der helt vil servere ondskab fra morgenstunden, viger de ikke tilbage for at aldeles habile leads i firserenden af skalaen. Dog lige tilpas skævt såvel som med en undgåelse af den übermelodiøsitet, der kunne ødelægge helheden.
Skulle man pege fingre, kunne det gå efter udtryk som: "I Love the smell of death in the morning" fra skæringen af omtrent samme navn, men dels er det i småtingsafdeling (hvis det er), og dels ville denne anmelder være en hykler såvel som løgner, hvis han ikke indrømmede, at samme sætning snildt kunne være én, der skulle råbes med på, under en koncert med omtalte kvintet.
Så hvis fingrene skal frem, skal det være de yderstsiddende (uden tommeltot), der rejses for en ganske velsnittet skive fra det onde smils by.