Eksperimenterende melankoli

Populær
Eksperimenterende melankoli

Danske The Frances Desire tilbyder med ’Persona’ en spændende lytteoplevelse og en kompetent skrevet debut, der dog efterlader plads til forbedringer.

Titel
Persona
Trackliste
New Fast Low
Just A Sound
Old
Bring It
Jealousy United
Sky
Dysfunk
Persona
The Slip
Innuendo Pt. I
Innuendo Pt. II
Karakter
3

Velkommen til The Frances Desire. Fire kompetente danske drenge, der begår sig inden for melodisk, alternativ rock, med et internationalt udtryk. ’Persona’ er bandets fuldlængdedebut, der følger op på bandets debut-ep '23' (2013). Et blandingsprodukt af et album, der konstant arbejder med et eksperimenterende udtryk. Oftest ganske vellykket.

På nogle områder minder The Frances Desire om en mere melankolsk udgave af skotske Biffy Clyro, på andre områder ikke. Det er svært at pege direkte på en specifik inspirationskilde. Om end skotterne ikke er langt fra, arbejder danskerne med et utal af eksperimenterende træk, der peger i forskellige genremæssige retninger. Lige fra hard rock til de bløde, indie-rockede og finurlige elektroniske tiltag.

Det eksperimenterende er et grundelement i bandets musik. Det samme er melankolien. Sammen skaber det den platform, The Frances Desire arbejder med. Et spændende udgangspunkt, der byder på en lytteoplevelse, hvis man er villig til at bruge lidt tid på albummet. Det er en forfriskende pust fra et unikt band, der på nuværende tidspunkt ikke har en pendant i Danmark.

’Persona’ består af 11 numre, som alle holder et fint niveau. Enkelte bedre end andre, men generelt går det aldrig helt galt. Dermed er det også sagt, at der er masser af værdi at finde på pladen. ’New Fast Low’ åbner albummet og er en ganske solid rocket skæring, der introducerer bandet og ikke mindst forsanger Kristian Mayntz Kerulffs melankolske og til tider klagefulde vokal. På åbningsnummeret er der dog intet at klage over. Det er et effektivt nummer, der spiller på det alternative rockede udtryk med en poppet kant. Mere melankolsk bliver det på ’Just A Sound’, der er et af pladens bedste numre. Nummerets noget stive vers bæres frem af Mikkel Brodersen på bas, inden det bløde og velklingende omkvæd tager over. En flot overgang og et ørehængende nummer. 

Mens åbningsnummeret netop bygger på en mere poppet og direkte lyd, har ’Just A Sound’ mange af de eksperimenterende ideer og indlæg, der netop giver The Frances Desire ekstra kant. Lige fra det syngende, melodiske keyboard i verset til den opbyggende minimalistiske guitar, der slutter verset. Små elementer der skaber ekstra værdi, om det så er på den poppede og smukke ’Bring It’ eller pladens bedste nummer ’Persona’.

Men der er også numre på pladen der skaber knapt så meget værdi. Især pladens afsluttende numre mangler det fine touch, som præger første halvdel. ’The Slip’ bliver lidt for kedelig og ensformig, mens de to ’Innuendo’-numre ikke rigtig formår at fænge. I stedet virker de retningsløse og uengagerede. Hertil er Kerulffs melankolske vokal uden tvivl et af bandets forcer, men det kan også blive for sørgeligt og gråt. Især når der instrumentalt ikke præsenteres et mindeværdigt modspil.

Generelt er ’Persona’ en fornøjelse at stifte bekendtskab med. Men det er også en debut med mangler. Grundkernen i bandets kompositioner er stærk. Det er en unik tilgang i dansk kontekst med mange gode ideer. Men det kræver også et konstant fokus, for at det melankolske og eksperimenterende går op i en højere enhed. Et fokus. der til tider savnes på ’Persona’. Summa summarum er The Frances Desires debut udmærket, men efterlader plads til forbedringer.