På æggejagt med Ektomorf
Ungarske Ektomorf leverer en plade fuld af energi, fede riffs og lækre, tunge passager – men hvor er det nu lige, at vi har hørt det før?
2. Reborn
3. And The Dead Will Walk
4. Fear Me
5. Where The Hate Conceives
6. The Worst Is Yet To Come
7. Forsaken
8. Smashing The Past
Hvis man er tilpas nørdet inden for eksempelvis Marvel-universet, så går der ikke lang tid, før der går sport i at sidde og lede efter såkaldte easter eggs: referencer til andre film, serier, figurer og hændelser inden for den nærmest uendelige række af Stan Lee-opfindelser. Det er fedt at være nørdet, og det er endnu federe at finde en masse af de her intertekstuelle referencer. Men hvornår bliver det for meget i længden?
Det spørgsmål melder sig uvægerligt, når man lytter til ungarske Ektomorf og deres nyeste plade, ’Reborn’. Det er en ganske heftig omgang, hvor tempoet sjældent bliver sat ned, og riffene og storetrommerne hamrer derudad i lystig fælles-dans, mens man kun kan drømme sig direkte ind i en led mosh-pit sammen med alle de andre svedige størrelser, der bare gerne vil lidt ud i denne tid! Der er dog hurtigt noget ved det her album, der rammer hårdere end knæ og albuer i en mosh-pit: følelsen af, at man har hørt det her et eller andet sted før.
Vokalen, der leveres af manden med det mest ungarske navn nogensinde, Zoltán Farkas, er næsten en tro kopi af Rob Flynns fra Machine Head. Den lægger sig så tæt på, at man faktisk kun kan blive fascineret. Flere steder er inspirationen fra Max Cavalera og Sepultura også let genkendelig – både i vokal og komposition.
På tredje nummer, ’And The Dead Will Walk”, kan man ikke kalde det sammenligning længere, da det næsten er en kopi af Metallicas ’The Thing That Should Not Be’ fra 'Master Of Puppets’. Og for at det ikke skal være løgn, så har Ektomorf også været ude med de lange start-kabler på sjette skæring, ’Where The Hate Conceives’, hvor diskussionen om ”inspiration eller kopi” også melder sig, da hele introen minder utroligt meget om ’Battery’. Sådan fortsætter det: Senere i samme sang lånes der også særdeles kraftigt fra mellemstykket i ’Blackened’ fra ’...And Justice For All”. I ved, det der stykke med ”Opposition. Contradiction, Premonition. Compromise...”. Og gud-hjælpe-mig, om de ikke også lige herefter låner lidt fra guitar-soloen på Machine Heads ’Davidian’.
Der er sikkert mange flere, end denne anmelder har opdaget. Som man siger på engelsk: the end is listless.
Der er ingen tvivl om, at Ektomorf både kan deres klassikere og deres kram. De spiller tight, voldsomt og uden at skælve. Det gør jorden under dem til gengæld på den afsluttende ’Smashing The Past’. Her beviser de, at de faktisk godt kan selv uden at blive inspireret (alt for meget) af deres helte. Guitaren bliver tunet ned, der er dømt fuld fart frem, der er et smadret break-down, og efterfølgende bliver der skruet helt op for tempoet igen. Ganske imponerende og farvel til nakkemusklerne.
Det trækker dog ned, at der kun er otte numre på den lidt over 37 minutter lange udgivelse. Mangler de mere inspiration? Løb de tør for egne idéer? Havde de ikke lige fået lyttet til ’Ride The Lightning’ eller den med Slayer?
Kan man se igennem fingre med, at der stjæles og lånes, og at inspirationerne fra visse bands ikke er til at komme uden om, så er det her en ganske god thrash-plade, der i øvrigt har fået en flot og tung produktion. Er man typen, der hylder det nye og udfordrende, så er det her nok ikke en udgivelse, der sætter sine spor.
Diskussionen om hvor langt man kan gå i forhold til at lade sig inspirere, kan vi ikke komme uden om. Denne anmelder har intet imod, at der bliver lånt og kopieret lidt fra de store klassikere. Det er jo trods alt dem, der var med til at skabe mange af de bands, vi lytter til i dag. Men hvornår bliver det for meget? Ektomorf udfordrer os på dette spørgsmål. Er det fordi, at de ikke er opfindsomme nok i deres sangskrivning? Eller er det deres egen måde at ære fortiden på? Jeg ved godt, hvilken version, jeg vælger!