Vred på den kedelige måde
Det ypperste inden for ungarsk groove thrash? Nu er der heller ikke så mange andre om buddet.
Ten Plagues
Face Your Fear
Escape
Who The Fuck Are You
Numb And SIck
Lost And Destroyed
Souls Of Fire
I Hate You
Watch Me
Mass Ignorance
Save Me
Whisper
Collapsed Bridge
Hvis man skimmer sangtitlerne med albummets egen titel in mente, skal der ikke den store hovedregning til, for at se at nogen føler sig dårligt behandlet, er sur og synger om det. Velkommen til det mest udtærskede tema i metaltekster nogensinde. Kombineret med den simple, basprægede rytme, der af en eller anden grund stemples som groovet i pressematerialet, og en meget generisk thrashvokal, så er der ikke meget at komme efter. Måske Ektomorf er sure på og synger om dem, der kalder dem en dårlig kopi af Soulfly? Måske skulle de have lyttet til de kritiske røster ...
Det største problem, jeg har, er, når teksterne bliver så infantile, at de kunne være digtet af enhver trettenårig med en elementær forståelse for engelsk. Jeg citerer i flæng: "you are a fuckface/ you’re just a piece of shit and I hate you/ you’re just an ignorant dick", fra ‘Who The Fuck Are You’. 80 % af tiden udføres vokal også med et semi-growl, der minder om en teenager (som nu er blevet voksen), der skal have sine forældre ud af sit værelse. Så al vokal og tekst er baseret på udbasunering af vrede, hvilket bliver ulideligt monotont i længden. Samme tempo, samme toneleje vokalmæssigt. Hvis folk troede, jeg hørte denne slags metal, ville jeg føle mig flov.
Musikalsk hænger musikken også i den klassiske groove thrash, men uden at få det til rigtig at svinge. Der er en tendens til for lange introer og optakter, og de fleste numre mister momentum, hvis det overhovedet forsøges skabt. Breakdowns mister deres betydning, da de ikke er intense eller effektfulde nok. Det nummer, der faktisk når at blive færdigt, inden jeg når at tjekke, hvor meget er tilbage af det, er ‘Numb and Sick’. Af den simple årsag at det er Ill Niños Cristian Machado, der tager sig af omkvædenes rene vokal, hvilket han gør meget fint.
Oh, hvor følsomt
Efter et sidste stereotypt nummer med ligegyldige tekster skifter stemningen fuldstændig. Stereotyp og ligegyldig handler ‘Save Me’ tydeligvis om at blive forladt, og hvis den ikke havde en så nu metallisk-stemning, ville den måske have virket fint. Efterfølgende 'Whisper' er ret interessant, hvor anden halvdel faktisk bliver ret spændende, inden sidste nummer efterlader én skraldgrinende. En romantisk, James Blunt-lydende ballade med østeuropæisk accent.
I det mindste forsøges der at være lidt kreativ og lidt spændende, på trods af at det ikke lyder særlig godt. Men den fungerer sgu ikke. Det bliver for generisk og monotont, og sangene har simpelthen ikke nok pondus til at få mig op af stolen.