Med åbne øjne i mørket
Populær
’Endless Darkness’ er som helhed en dvælen ved at turde være til stede i sin egen musik.
2. Snow
3. Open Pit
4. The Best Man In The Universe
5. Praying For The End
6. Endless Darkness
7. Feel My Eyes
Musikken veksler målrettet mellem voldsom inderlighed og snørklede, til tider monotone, lydcollager anvendt som varmesøgende missiler. På trods af at det hele virker meget gennemtænkt, bliver det hverken forceret eller prøver at være hurtigst, højest eller mest brutalt. Det skal bare være. Numrene løber i deres momentvis forvrængede skævhed homogent ud fra Lasse Lund, der egenhændigt har varetaget alt omkring tilblivelsen af ’Endless Darkness’.
Hvis navnet lyder bekendt, er det, fordi vi har fat i guitaristen fra både Spectral Mortuary, Kolera og Castrensis, som viser sig at være en sjældent produktiv musiker, der sendte hele to projekter ind til vores studiekonkurrence i foråret. ’Endless Darkness’ er trods referencer til tidligere indsendt materiale søsat som et selvstændigt projekt, og der er gjort noget ud af helheden med biografi og coverart. Hele atmosfæren i og omkring albummet afslører en talentfuld excentriker med sans for detaljen i musik og udtryk.
Enkelte svagheder
Somme tider flyder enkle melodier sporadisk ovenpå bundmassen, andre gange hyldes det monotone kaos som i ’Praying For The End’, der har kombinationen af det hele, og som sammen med ’Opening Song’ er den bedste præsentation af det korte album, der opsummeret føles som en meget billedlig forelæsning i hjernekirurgi. Man pulserer med ophavsmanden gennem himmel og helvede på et overordnet set sammenhængende værk, der kun mangler udvikling af lydsiden og en skarpere prioritering af det endelige materiale.
I numrenes fængslende atmosfære er den mest åbenlyse påmindelse om, at man befinder sig i den virkelige verden, den til tider tynde trommelyd, som især kommer til udtryk i prologen ’Feel My Eyes’, der lider under det luftige valg. Ligeledes på det effektfulde instrumentalnummer ’Open Pit’, der ikke matcher resten af albummets dybde, men som i forkortet form kunne have været et udmærket interlude.
Et ønske for kommende udgivelser er, at modet til at skabe den ærlighed, albummet er gennemsyret af, anvendes til at åbne projektet for en kyndig producer, der vil kunne føje en savnet helhed til lydsiden.
Trommelyden veksler generelt mellem at være tynd og diskant eller bombastisk dyb, hvor sidstnævnte fungerer til fulde, men i den luftige ende trækker de maleriske kompositioner, der ville have godt af at blive tøjlet af tyngde, til himmels. Som modpol er vokal og guitar i det helt dybe leje, og det er i disse øjeblikke, at musikken er mest interessant.
Befriende genreløst
Her bliver et nummer som ’Snow’ optimalt. Lyden er kraftfuld med plads til vokal og instrumenter, og Lund viser sin egentlige styrke, som ligger i mestringen af at få noget indstuderet til at lyde improviseret, hvilket giver musikken en unik autenticitet og et kraftfuldt udtryk. Guitaren er forvrænget, og nummeret synes, ganske som de fleste andre, at arbejde sig nådesløst derudad med sin skaber i hælene i forsøget på at tæmme den.
I sin eksperimenterende adfærd kommer Lund rundt i mange genrer, og det er umuligt at sætte en decideret label på albummet, selvom hans aner i dødsmetal ikke lader sig fornægte i den nedstemte guitar og tilbagelænede feeling på tunge og insisterende firefjerdedele.
Som lytter efterlader man derfor hurtigt sine præferencer på dørmåtten og tvinges hypnotiseret ind i ’Endless Darkness’, der i sit dynamiske kaos både er intenst, sanseligt og sårbart. Et selvskrevet og stærkt soundtrack til at ligge med åbne øjne i mørket.