Devilution - webmagasin om hård rock og heavy metal

Top 5 – 20 år med AMF

Populær
Updated
Shopped1200_MG_2207

Devilution fejrer 20 år på Aalborg Metal Festival. Vi har samlet fem af de største og sjoveste øjeblikke på Danmarks ældste, indendørs metalfestival.

Koncertarrangør
Fotograf
Kent Kirkegaard Jensen

Om lidt over en måned står der Aalborg Metal Festival på programmet. Første gang, Devilution deltog i festivalen som anmeldere, var i 2003, hvor det var en festival på én dag. Hovednavnet var Napalm Death, og programmet gik over tid, så det først var langt efter midnat, at briterne kunne gå på scenen på Studenterhuset. Ventetiden brugte vi på at få et improviseret interview med forsanger Barney Greenway.

Året efter var festivalen over to dage, og siden har vi oplevet mange, mange koncerter til Aalborg Metal Festival. For det har været en årligt tilbagevendende begivenhed for os, og her i 2023 er det således 20 år med notesblok og kamera i lommen når vi dribler mod centrum af Aalborg for at deltage i festivalen.

I en årrække tog man også torsdagen med, men efter corona-epidemien er man igen tilbage på to dage. Fredag og lørdag. Den første weekend i november. I år er det svenske At the Gates, der sammen med danske navne som Illdisposed, Konkhra, Hatesphere, The Arcane Order og Saturnus agerer trækplastre for en festival, hvor vækstlaget af nye og relativt nye bands pryder resten af programmet.

Gennem årene har vi oplevet mange gode, dårlige samt sjove, pudsige og decideret fjollede koncerter. Nu her hvor vi kigger tilbage på 20 år er det umuligt at koge det ned til fem punkter, men denne anmelder gør nu alligevel forsøget med fem såvel store som skøre oplevelser til Aalborg Metal Festival.

1. Deicide - Bent Glensom, Jägermeister og dårlig indflydelse...

Det piner en inkarneret Deicide-fan at måtte indrømme, at deres koncert på Aalborg Metal Festival tilbage i 2005 ikke var blandt de koncerter, der huskes mest for sine musikalske kvaliteter, men nok snarere for dens eklatante mangel på samme. Vi har dog også fundet en årsag til det, og her i 2023 har man sågar mulighed for at forholde vedkommende med dette. For Deicide ankom til Aalborg, hvor de skulle headline festivalen i 05 sammen med Six Feet Under, The Haunted og Hypocrisy. Backstage bliver bandet indkvarteret og får sig en flaske Jägermeister, der er sponsor af festivalen. Hvad de stakkels godtroende amerikanere ikke ved er, at en flok hårdkogte musikere fra Silkeborg også har indfundet i samme lokaler. De slår kløerne i de uskyldsrene kunstnere fra Florida og tvinger indholdet af adskillige flasker Jägermeister ned i halsen på dem.

Så da klokken slår 'showtime', er forsanger og bassist Glen Benton en anelse overrislet. Det betyder, at han et par gange får annonceret en sang, de lige har spillet, som den, de nu vil til at spille. Han bliver også sur på publikum og det udarter sig til noget af en komisk affære. Deicide gennemførte trods alt koncerten, men Glen Benton fik sig kælenavnet Bent Glemsom denne aften i Aalborg. Hvis man vil have historien bekræftet, udvidet eller justeret, så kan man snakke med Dawn of Demise, der spiller på festivalen i år, ligesom de gjorde der i 2005.

2. Sepultura, Carcass, Obituary, Napalm Death og Uncle Acid & the Deatbeats på én gang... 

Præcis 10 år efter denne morsomme historie skriver vi 2015 og arrangørerne bag Aalborg Metal Festival overgår sig selv med den vildeste plakat i mange år. For ud over de ovennævnte bands, så er Voivod også på programmet. Et kæmpe scoop at hente så mange store internationale navne til en festival i det nordjyske. Vi interviewede guitarist Trevor Peres fra Obituary på festivalen og han sagde da også, at det, Studenterhuset i Aalborg, var det klart mindste sted på turnéen. Ikke desto mindre skete det, og denne anmelder har stadig festivalplakaten hængende i entréen her knap 10 år senere.

amf2015

3. Arch Enemy - fødselsdag for Angela Gossow

Apropos scoop, så var det i 2011 også ganske godt klaret, at man kunne få et navn som Arch Enemy til at headline Aalborg Metal Festival. Forud for festivalen fik vi også en snak med formanden for foreningen bag festivalen, Mikkel Larsen, om, hvordan det var at kunne booke et band af den kaliber præcis ti år efter, at man havde indstiftet festivalen.

Ikke desto mindre stod de en lørdag aften i november klar på Studenterhuset. Nærmere præcist 5. november 2011, hvor forsanger Angela Gossow fyldte 37 år. Det gik ikke ubemærket hen, og arrangørerne havde sørget for, at den daværende forsanger i Mercenary, Mikkel Sandager Pedersen, kunne gå på scenen midt i koncerten med en lagkage, synge fødselsdagssang for fødselaren med publikum, få Gossow til at puste lysene ud og så kunne de synge lidt sammen. Det satte blot to fede flødeskumsstreger under det faktum, at koncerten med Arch Enemy denne aften var en til historiebøgerne. En tætpakket sal festede i den grad igennem, og vi kvitterede derfor med topkarakter  vores anmeldelse derfra.

På samme festival spillede også danske Spectral Mortuary. De husker nok bedst selv koncerten for at være den aften, hvor guitaristen måtte skifte strenge mere end én gang. Internt på redaktionen blev det for alvor sjovt, da denne anmelder viste en unavngiven fotograf på redaktionen et billede af forsangeren i bandet, Morten Jørgensen, som anmelderen har knipset. Billedet viser en semi-seriøs overarm, og fotografen udbryder i jubel, at fotografens egne arme er mindst lige så store. Den nordjyske anmelder stod derefter med missende øjne og overvejede et splitsekund om det var et forsøg på humor eller selvbedrag fra fotografens side, og valgte i diplomatiets ånd at arkivere den under begge faneblade. Læserne skal her 12 år senere ikke snydes for den veltrænede biceps.

shopped1200 MG 2075

4. Cattle Decapitation på Studenterhuset i 2019

Devilutions kærlighedsaffærede startede tilbage i sommeren 2012, hvor vores anmelder gav 'Monolith of Inhumanity' den berygtede karakter 666, hvor vi kaldte dem psykotiske slagtere. Siden henrykkede de os på Royal Metal Fest i foråret 2013, og i 2015 udgav de mesterværket 'The Anthropocene Extinction' , der senere blev en af de ti største i årtiet 10'erne, og gav en formidabel koncert på Tobakken i Esbjerg. Sommeren 2016 var de på Roskilde Festival, og i 2019 var de så headlinere på Aalborg Metal Festival. Her havde vi i syv år kun givet dem topkarakter for både udgivelser og koncerter, og stimen fortsatte søreme på Studenterhuset den aften i november måned. Kort efter også med pladen 'Death Atlas', og således ramte Cattle Decapitation ned på Aalborg Metal Festival midt i deres absolutte storhedstid. Så kan det godt være, forsanger Travis Ryan kom til at kalde Aalborg for København, men det var blot udmattethed efter en lang turné, og ikke Jägermeister, der fik ham til at snuble i geografien. Han rettede selv op på det kortvarigt efter og kom derfor ikke i samme uføre som landsmanden fra Florida 14 år tidligere.

Det blev derimod en magisk aften med en af de koncerter, der huskes længe blandt dem, der var i den propfyldte sal. En anonym, dansk musiker sagde undervejs, at han var glad for, han ikke skulle gå på scenen efter den koncert. Det var der heldigvis ingen, der skulle, og de fik således sat et eftertrykkeligt punktum på en festival, der skulle vise sig at være den sidste Aalborg Metal Festival i et stykke tid. For Cattle Decapitation ynder at synge om menneskets endeligt, og få måneder efter showet var der enkelte bekymrede, der troede, de ville få ret. Så galt gik det heldigvis ikke, og det var kun i 2020, Aalborg Metal Festival måtte aflyse. Allerede i 2021 var de tilbage, dog kun med danske bands, og hvor andre store, udendørs festivaler holdt to års pause, kunne arrangørerne i Aalborg nøjes med én aflysning.

5. Crocell 2008 - når man bliver ramt af et riff ...

Da Crocell skulle spille på Aalborg Metal Festival kendte undertegnede ikke meget til bandet. Men undervejs kom de til at spille sangen 'Winter is Coming', og det riff gik øjeblikkelig ind på såvel øregange som nethinde og satte sig fast. Så meget, at debutpladen, der endnu ikke officielt var udkommet, måtte købes i merch-boden umiddelbart efter koncerten. Pladen hedder 'The God We Drowned' og indvarslede et nyt dødsmetalband med et strejf af melodisk finesse. Siden har Crocell gæstet såvel Aalborg Metal Festival som mange andre festivaler og spillesteder, og nu er vi fem studiealbums og 15 år længere inde i karrieren, men det hele startede der i november 2008 i Aalborg. Dengang stod Hatesphere, Illdisposed og Konkhra også på plakaten, ligesom de alle pryder dette års program. Det var også svenskere, der headlinede det år. Dengang var det dog Opeth og ikke At the Gates, som det er tilfældet i år.

Boblere: Det er fuldstændig umuligt at koge Aalborg Metal Festival gennem 20 år ned til kun fem nedslag. En af de helt store oplevelser var i 2012, hvor Gojira og Devin Townsend var hovednavne og fyldte Studenterhuset til bristepunktet. Særligt canadierens optræden var sublim, og vores anmelder kaldte det "En gud kom forbi", hvilket ikke var helt forkert. Det var en helt særlig aften, og det var et af de bands, man ikke havde troet, Aalborg Metal Festival kunne lokke til havnebyen i det nordjyske.

Ikke desto mindre er det præcis, hvad Aalborg Metal Festival har gjort igennem to årtier. Fået stablet festivalprogrammer på benene, der enten har overgået det, man kunne forvente, eller har overrasket på positiv og/eller morsom vis. Der er mange øjeblikke, og vi har her forsøgt at gengive blot nogle enkelte. Vores læsere har sikkert også nogle, der både kan være foregået i salen under en koncert, i karaoke-baren eller ude ved pølseboden.

Vi selv har bl.a. en af de mere pinlige øjeblikke, hvor vi sad backstage og interviewede Samoth og Trym fra Zyklon i 2004. Både om tiden i Emperor og det nye band. Undervejs spørger den ene anmelder (mig!) hvor kunstnernavnene stammer fra, og Samoth svarer tørt: "Prøv at state Samoth bagfra". Så sidder man der og tænker, at nordmanden må virkelig være imponeret over hvilken dybde, researchniveauet er hos det medie, han sidder overfor lige nu. Eller noget ... hvis man kunne krybe i et musehul, havde man (jeg!) gjort det.