Devilution - webmagasin om hård rock og heavy metal

Hvem kan huske ‘Heaven Will Burn’?

Populær
Updated
Hvem kan huske ‘Heaven Will Burn’?

I juni 2016 udgave danske Statement opfølgeren til deres 2014-debut. På nuværende tidspunkt er der sandsynligvis ingen, der kan huske, at ‘Heaven Will Burn’ nogensinde blev udgivet.

Kunstner
Titel
Heaven Will Burn
Trackliste
A Fire Burns
Heaven Will Burn
Nightmare
Darkest Hour
Part Of Me
Madness
Created By You
Benefit My Time
Sleazy Fantasy
A New Beginning
Playing Around
Karakter
2

Danske Statement udgav i sommeren 2016 deres opfølger til 2014-debuten ’Monsters’. Under titlen ’Heaven Will Burn’ kastede kvintetten sig ud i endnu en omgang ufarlig røvballerock med metal-aner, der stadig minder om en mindre god udgave af D-A-D, The Sandmen eller nutidig Volbeat.

Til forskel fra debuten er ’Heaven Will Burn’ både indspillet og mixet af Tue Madsen fra Antfarm Studio. Det har endnu engang medført, at udgivelsen har en utroligt ren lyd. Det hele står skarpt og lækkert, hvilket især er en fornøjelse, når Jesper Steen Noachsen og Niels Alex Larsen lirer løs på guitaren. Til gengæld kan man også for alvor høre, hvor ensformigt og fladt Jannick Brochdorfs vokalarbejde er.

’Heaven Will Burn’ er solidt håndværk. Titelnummeret er ligefrem et ganske catchy nummer. Men generelt har kvintetten svært ved at ramme den gode melodi. Kompositionerne minder lidt for meget om bandets inspirationskilder. Et godt eksempel er ’Madness’. Man skal ikke have hørt ’Master of Puppets’ mange gange for at høre den tydelige inspiration fra ’Disposable Heroes’.

Der er intet galt i at finde inspiration. Svenske Mustasch har opbygget en fin karriere på netop dette. Men svenskerne har også formået at skrive ørehængende numre. Hertil har svenskerne været gode til at skabe deres egen selvstændige profil og lyd. Især på grund af Ralf Gyllenhammars unikke vokal. Udfordringer, Statement stadig kæmper med.

Hertil hjælper det ikke, at der er lidt for mange genreinput. Er ’Heaven Will Burn’ en rockplade? En heavy rock-plade? En heavy metal-plade? ‘A Fire Burns’ er lige ud ad landevejen heavy rock, mens et nummer som ‘Darkest Hour’ indeholder elementer, der minder om groove metal a la Machine Head. Statement vil gerne være lidt af det hele, og det giver ‘Heaven Will Burn’ et rodet udtryk.

Førnævnte kritikpunkter er desværre Statements mindste problemer. Kvintettens største hæmsko er manglen på vision. ‘Heaven Will Burn’ er definitionen på den danske musikindustris største problem. Det er en udmærket plade, og der skal nok være nogen ude i Danmark, der kunne finde på at købe den. Mon ikke også titel-nummeret vil få spilletid på myROCK? Men er det virkelig drømmen? Er det, hvad ambitionerne kan drive det til?

Der bliver udgivet alt for meget middelmådigt musik i Danmark. Man kan komme langt med solidt håndværk, og hvis man har intentioner og visioner om at spille månedligt på High Voltage med enkelte svipture til Tyskland, er solidt håndværk i bund og grund nok. Hvis man vil noget alvorligt med musikken, skal der altså meget mere til.

Når man vælger et navn som Statement, skaber det visse forventninger. Forventninger, som kvintetten ikke lever op til. Med undtagelse af titelnummeret og muligvis ‘A Fire Burns’ er Statements anden udgivelse dømt til at samle støv på reolen. ‘Heaven Will Burn’ er sandsynligvis allerede glemt nu. Der er sandsynligvis også et andet dansk hobby-band, der har udgivet noget nyt og middelmådigt, som har erstattet Statements plads på myROCK-rotationslisten.

Det er bare ikke godt nok.