For sent igen
Populær
Evocation red lidt for sent med på den svenske dødsmetalbølge. Her på det fjerde album efter gendannelsen rides igen videre på andres succes
I den store encyklopædi om svensk dødsmetal, 'Swedish Death Metal, skrevet af Daniel Ekeroth beskrives Evocation som et prægtigt "Studio Sunlight"-dødsmetalband, som ikke helt klarede skærene. Trods en start i 1992 var bandet for sent ude, for kort efter tog black metal-scenen over, og kun de stærkeste (og tidligste) dødskombattantanter som Entombed, Grave og Dismember kom helskindet igennem.
Men måske var bandet trods høj standard bare ikke originale nok med idéerne lånt fra landets genrekonger. Bandet gik i opløsning og blev så gendannet i 2005, hvorefter albummene er kommet i en lind strøm. 'Illusions of Grandeur' er det fjerde album siden 2007. Det er et album, der lyder som om Evocation ikke helt har lært det med originaliteten. For har man hørt bare en lille smule Amon Amarth, så vil man nok mene, at disse svenskere lægger sig lidt vel tæt op af stilen.
Og igen er det måske bare et spørgsmål om at være hurtigst, for både Amon Amarth og Evocation udgav faktisk hver sin debutdemo i 1992. Men Amon Amarth tog tidligere fat i det mere melodiøse, som så mange så fans senere skulle hylde, oveni teksterne om Odin og Tor. De simple melodier fik Evocation åbenbart først senere, og så lyder dommen desværre igen: "copy cats".
Tjek!
Ikke alt skal være en ny opfindelse, vigtigere er det, om musikken rent faktisk holder. For hvis noget er godt, så tåler det jo flere udøvere.
Så lod os se på det. Vokalstilen a la Johan Hegg: tjek! Det fungerer godt til musikken hos Amon Amarth og ligeså godt her (men hvorfor har bandet så netop Johan med på gæstevokal, når bandets egen vokalist lyder lidt derhenne af?).
Det melodiske, let dystre islæt, som dog er langt fra den såkaldte melodød: tjek! I en god fyldig lyd, og måske er der faktisk også lidt af Evocations eget input her, for det lyder lidt som man kunne forestille sig at Amon Amarths 'With Oden on Our Side' ville lyde, hvis man kunne skrue lidt på knapperne for at ramme en mere "old school"-lyd.
Tekstmæssigt svinges der ikke med sværd som hos kollegerne (i bogen 'Swedish Death Metal' af Ekeroth kalder han i øvrigt Amon Amarth for "The Manowar of death metal"), men hvis man vil overfortolke, så kan der godt tænkes lidt viking-slåskamp ind i titlen 'Divide and Conquer'.
Evocation spiller godt og overbevisende, men på grund af sammenfaldet med et af den svenske dødsmetals største eksportvarer, så daler begejstringen desværre lidt. Sangene er gode, men heller ikke meget mere. Måske er den produktivitet som promoskrivelsen skriver om, ikke til bandets fordel, for flere af numrene falder lidt for meget i samme gænge. Hvis der var blevet luget lidt mere ud og tænkt mere kreativt, så kunne det have gået meget bedre end blot at være et udmærket bud på et alternativ til Johan Hegg og co.
Døm selv - herunder fås albummets titeltrack: