Ingen grund til at vente ni år igen
Populær
Fansene har ventet længe på 'Darkness in a Different Light', som heldigvis er blevet et stærkt udspil, der næppe vil skuffe en fan fuldstændigt, for der er både nyklassisk Fates Warning samt glimrende nye idéer.
Siden 'FWX' fra 2004 har Fates Warnings mainman Jim Matheos blandt andet udgivet den fænomenale 'Sympathetic Resonance' med den tidligere Fates Warning-sanger John Arch, og Ray Alder, der tog over efter Arch, har i Fates Warnings fravær udgivet flere plader med Redemption, hvis sidste skive 'This Mortal Coil' høstede stor ros herfra. Begge album er lidt mere metal, end Fates Warning havde været på de seneste skiver.
Det er ikke til at sige, om det derfor har givet blod på tanden for at finde metallen mere frem igen i det tekniske, progressive univers, som bandet gør sig i. 'Disconnected' havde måske i sit let industrielle univers masser af tung tråd, men 'FWX' var mere stemningsfuld og trak samtidig en del på rocken. Men i hvert fald starter 'Darkness in a Different Light' spændende ud med 'One Thousand Fires' med masser af energi og udfordrende trommespil fra Bobby Jarzombek, der er kommet med i folden siden sidste skive. Tilbage er også Frank Aresti, der i dette bands regi ikke har været med siden 'Inside Out' fra 1994. Det er dermed et stærkt line-up, der faktisk med undtagelse af vokalen er den samme som på Arch/Matheos-udgivelsen.
Knap så high-pitchet
'Firefly' tager over, letter lidt på gaspedalen, men skruer op for det melodiske og fængende arbejde fra Ray Alder, der måske ikke går så højt med sin vokal på skiven som i de unge dage, men til gengæld fører en behagelig dybere stemmeføring med sans for skarpe melodier.
'Darkness in a Different Light' blander som nævnt primært de to foregående udgivelser, men der synes også glimt tilbage mod 'Inside Out' - måske det er nogle af Frank Arestis leads, som giver de associationer? Men der er også blevet lyttet på noget af det mest populære prog-metal af nyere dato. Fantastiske 'Into the Black' starter som snydt ud af næsen på et Opeth-album, mens 'I Am' har riffs og især basspil, der lugter positivt af Tool. Omkvædet i 'Into the Black' har desuden en vibe, som når Engine (Ray Alder/Joey Vera-sideprojekt) var bedst. Melankolsk, rocket og flot ad helvede til.
Opbyggende intermezzoer
Pladen indeholder flere åndehuller til eftertænksomhed. Den smukke, korte 'Falling' byder på et indblik i Ray Alders vokal, når den serveres allermest følsomt. 'Lighthouse' har lidt samme dæmpende funktion på pladen, dog væsentligt længere i spilletid, men bygger flot op til pladens finale med førnævnte favorit i 'Into the Black', tunge 'Kneel and Obey', gennemførte 'O Chloroform' og creme-de-la-creme-salutten i den 14 minutter lange 'And Yet It Moves'.
Afslutningsnummeret er et indkøb af skiven værd i sig selv. Hold da op et festfyrværkeri af alt det, der gør Fates Warning til så pokkers et interessant band. Smuk akustisk intro, der udbygges fra børnesangs-agtigt tema til flerstemmigt klassisk strenge-ensemble. Derfra over i fede metalriffs, teknisk trommespil, sjove taktarter og fantastiske vokal-melodier. Et fint mellemstykke med akustisk guitar og nedtonet vokal inden der igen bygges op med energien, som hørt tidligere i sangen.
Lad der ikke gå 9 år igen...