Fejltagelse med interessante afveje

Alice Coopers efterfølger til den gamle debutklassiker, er en rodet blanding sange, der topper på de uventede tidspunkter.

Kunstner
Titel
Welcome 2 My Nightmare
Trackliste
1. I Am Made Of You
2. Caffeine
3. The Nightmare Returns
4. A Runaway Train
5. Last Man On Earth
6. The Congregation
7. I’ll Bite Your Face Off
8. Disco Bloodbath Boogie Fever
9. Ghouls Gone Wild
10. Something To Remember Me By
11. When Hell Comes Home
12. What Baby Wants
13. I Gotta Get Outta Here
14. The Underture
Forfatter
Karakter
2

I slutningen af tresserne var Alice Cooper navnet på et band, som spillede en lidt aparte form for rock, som nogen valgte at døbe chok-rock. I begyndelsen også et ganske succesfuldt band, men da et par plader floppede, valgte man at dele sig i to. Opkaldt efter et tidligere album, valgte de to guitarister, bassist og trommeslager at kalde sig 'Billion Dollar Babies', hvorimod forsanger Vincent Damon Furnier fortsatte under Alice-navnet.

Og sidstnævnte fik betydeligt større succes, det vil de færreste nok benægte. Han lagde ud med i 1975 at indspille 'Welcome to My Nightmare' og her sølle 36 år senere, mener manden med damenavnet, at det må være tid til en opfølger – den har fået den geniale titel 'Welcome 2 My Nightmare'. Og så medvirker en del af det gamle band endda!

Omtrent lige så original som navnet, er pladen. Altså klassisk hardrock båret frem af en middelmådig, men selvfølgelig stærkt karismatisk sanger – stemmen er lille, personligheden stor, som altid.

En krævende stemme

Alice Cooper kræver stærke sange, hvis han skal klare sig, og det kan lige så godt blive slået fast med det samme. Det er kun omtrent halvdelen af mareridtet, der fortælles gennem holdbare numre.

Indledningen 'I Am Made of You' er således et fint eksempel på en godt nok stemningsfuld, men ikke særligt holdbar eller interessant sang. Sløv og med en middelmådig melodi – ligesom anden skæring 'Caffeine', der er bovlam og ligegyldig rock.

Først derefter sker der noget. 'The Nightmare Returns' er slet ikke nogen dum vuggevise, og den fungerer fremragende som indledning til 'A Runaway Train', der har et helt andet drive, ganske som det damplokomotiv, introen forsøger at efterligne. Pludselig vågner pladen op, muligvis meget lidt hardrocket, men omvendt også med vedkommende melodier, og lige pludseligt svingende og endda råt.

Udebanestærk

Underligt nok er gode gamle Alice denne gang bedst, når han ikke er rock, men alt muligt andet. 'Disco Bloodbath Boogie Fever' er en lækker fængende sag, 'Last Man on Earth' viser sig sjovt nok at være cabaret og revy, og både festligt, dystert, muntert og ondt, men stadig kun minimalt rock, og slet ikke hard rock.

Det går derimod fuldstændigt galt på den forfærdelige 'Ghouls Gone Wild' og ligeledes rædderlige 'Bite Your Face Off', og der danner sig simpelthen et forfærdeligt mønster af en gammel rocker, der slet ikke befinder sig godt i sit vante gænge, men derimod får noget ganske overraskende ud af at prøve nye græsgange. Det bliver kun værre, når den storladne ballade skal fyres af og 'Something to Remember Me By' folder sig ud som endnu en fejltagelse.

I det hele taget en meget mystisk oplevelse at lægge ører til.