Dragejægerens Krønike - del 5

Devilutions tapre dragejæger møder endelig værdige ligemænd, og således genoplives en krønike

Træt, afkræftet og desillusioneret grundet min forgæves søgning efter hædersmænd, som kunne jage drager i power metallens tegn, i dette som engang var Dragejægerens Krønike, havde jeg slået lejr langt fra alfarvej i en fjern svensk skov, og netop lagt mig til hvile, da bjørnen buldrede og brølede sig vej ud af buskadset. Stærkere end Manowar og med kløer skarpe som Malmsteens økse.

Jeg var prisgivet, eller det ville jeg have været, hvis ikke der ud fra et andet krat var sprunget syv barbariske svenskpludrende finner med sværd i hænderne vejrende bjørneblod - et stik, to stød, tre hug og en halv nelson derefter var udyret kun et ubehageligt, ildelugtende minde.

Lettet åndede jeg ud. Bjørnen havde taget mig med bukserne nede om anklerne og angrebet på det mest sårbare tidspunkt af dem alle - men her var redningen.

Lettet åndede jeg ud en gang til. Dybere. Min ufejlbarlige sans for at spotte dragejægere fortalte mig, at denne samling brutale kæmpere måske var, hvad jeg havde søgt. Her var redningen.

En svensk-finsk redning

De var Finntroll! Fortalte de mig, og jeg besluttede straks at udfordre dem med de lokale specialiteter inden for overnaturlige monstre. Vi søgte langt mod nord og opsøgte de Systembolagsinficerede uhyrer, som broderlandet er så ubehageligt rigt på, og der, ved fos og fjeld, gik Finntroll til angreb på alt, hvad de mødte.

Og ja, de angreb med højstemte trompetfanfarer gjaldende, og ved samtlige mine tidligere forsøg på at finde de sande dragejægere, havde jeg erfaret, at det var der, hvor krigerne fejlede. De overgjorde det pompøse, det teatralske, kæmpede som fimse elvere og glemte at fægte med skarpe klinger - de var kun tøsede, uægte riddere.

Udyrenes lystige overmænd

Men Finntroll havde ingen svinger i valsen. De seksbladede flækøkser gik lige i flæsket på enhver behåret eller skællet modstander, og med en grum hæs røst blev vers og omkvæd brugt til at snitte sig vej ind i kødet på ondskabens væsener. Derfor kunne de slå til dragen med en overdrevent melodiøs orkestrering og både dansable og ustyrligt lystige viser - fordi de havde styr på de voldsomme sider af dysten, og de angreb nådesløst og undveg unødvendig fægteri med sløve og ufarlige kårder af imponerende, men bevidstløs strengelir. De efterlod sig således i løbet af sølle 11 effektive hymner et blodbad bag sig. Ikke engang fejlede de i kampen, men slagtede sig vej til hele vejen hjem til Finland.

Endelig havde jeg mødt en samling dragejægere, der forstod at monstre, uhyrer, uvæsener og ikke mindst drager, skal angribes med lige dele let melodi og grumme brutale skarprettermetoder, hvis de skal nedlægges behørigt. Og jeg forlod dem med en tro på, at verdens sande power metal kunnes reddes, så længe der fandtes gæve finner som disse. Tiden var kommet til at genoplive Dragejægerens Krønike.

Læs tidligere afsnit af Krøniken her:
1.Del 
2.Del 
3.Del 
4.Del